Det mangfoldige danskfag

Da læsepædagogikken var barn, gik den ud på at lære børnene katekismen udenad. Der var ét svar på ganske få spørgsmål. At kunne læse betød altså i 1800-tallet at kunne citere udenad. Dorte Schmidt-Nielsen fortæller i sit bidrag til denne fremragende antologi om danskfagets historie om, hvordan færdighedstræning og dannelsessyn er smeltet sammen i de danske skoleforordninger de sidste 200 år. "Læsning er adgang til en fælles verden af praksisformer", skriver hun og påpeger, at kravet til elevernes læsefærdighed har baggrund i to forskelligartede krav: for det første ønsket om bedre uddannelse til flest mulige (det læsetekniske i vid forstand) og for det andet ønsket om national sammenhængskraft (læsning af kanontekster).

Nikolaj Frydensbjerg Elf argumenterer for, at dansklærere - både dem, der skal uddannes, og dem, der har praktiseret i en årrække, nytænker deres fag ved at relatere den daglige undervisning til seks grundpositioner, som han præsenterer. Dansk er ikke blot et færdighedsfag. Det er det også! Men i forhold til mange aktiviteter, ikke mindst litteraturfortolkningen, er det hensigtsmæssigt at være bevidst om, hvilken position arbejdet sker ud fra: eksistensorienteret, som er den klassiske måde at undervise i dansk som dannelsesfag på, samfundsorienteret, symbolorienteret - for eksempel freudiansk - tekstorienteret - teksten som tegn - kulturorienteret eller kognitivt orienteret. "Det er et livslangt projekt at sætte sig ind i disse positioner", understreger Elf, men igennem processen ser han mulighed for at udvikle et fælles sprog om faget, som kan være med til at få dets mange elementer og indfaldsvinkler til at hænge bedre sammen.

Dramapædagogen Vibeke Boelt peger på, at der er mange måder at lære på, og at vi derfor må tilrettelægge en undervisning, der giver plads for og udfordrer både krop og intellekt, og viser i den forbindelse blandt andet, hvordan man kan fortolke en Karen Blixen-novelle ved at dramatisere den.

Herudover er der bidrag fra en lang række forskere og praktikere, alle medspillere på danskdidaktikkens aktuelle førstehold. En del af forfatterne har skrevet en kort version af deres større værker, andre kapitler er nyskrevne. Nogle på højt abstraktionsniveau, andre - som Jørgen Kuhlmanns meget direkte henvendelse til den lærerstuderende læser - helt nede på jorden uden at miste forbindelsen til lærerjobbets overordnede mål.

Der er tale om en grundbog, som bliver svær at komme uden om i de kommende år, uanset hvordan læreruddannelsens danskfag kommer til at se ud. Det er ikke læsning for den ambitionsløse, der skal arbejdes meget med hvert kapitel for at få indsigten gjort til en del af en selv. Og det er absolut ikke en grønspættebog, der kaster redningskranse ud til næste planlægningsmøde i teamet. Men læsning, refleksion og gerne diskussion med kolleger eller medstuderende er et nødvendigt, nyttigt og behageligt arbejde. Også for den dansklærer, der vil have et omfattende og perspektiverende overblik over sit fag.