Dette må være årets granatnedslag i det litterære miljø i Danmark. En undertrykt, gennemtævet forfatter får i hundredåret for sin debut omsider litterær oprejsning i en lille fræk, charmerende og medrivende minibiografi.
Det blev heldigvis Carsten Berthelsen, der kom til at skrive denne hjertebog om Morten Korch. Berthelsen, mag.art. og ekspert i populærkultur, er nemlig en formidler af Guds nåde.
Han 'stiller sig på Mortens side' over for den kulturelite, der altid har hadet og nedtalt forfatteren Morten Korch.
Hverken det finkulturelle borgerskab, de kulturradikale eller munkemarxisterne i 70'erne kunne pløkke ham helt ned. For folket, de brede læsermasser, svigtede ham aldrig.
Det er en fryd at følge Carsten Berthelsens genopbygning af denne forfatter. I små knappe og knaldende kapitler skærer han lige ind til det væsentlige i både forfatterens liv og værk. Borte er den Morten Korch, som vi alle tror, vi kender fra Poul Reichardt-filmene i 50'erne.
Og pludselig, som et chok, går det op for i al fald denne anmelder, hvorfor Lars von Trier i fuld alvor er i fuld gang med at filmatisere Morten Korch på ny. Og hvorfor en Christian Braad Thomsen er ved at planlægge en dokumentarfilm om ham:
Der ligger nemlig en masse god, gedigen folkelig kraft gemt de rigtige steder hos Morten Korch. Han 'er en af de sidste forfattere, der problematiserede begrebet 'danskhed' og tog det dødsens alvorligt'.
Carsten Berthelsen piller med sikker hånd de bøger ud af forfatterskabet, som er gode og holdbare den dag i dag. De genudgives nu af Høst & Søn, og vi slipper ikke for at forholde os til dem i skolen, hvis vi vil være seriøse i vores litteraturundervisning. Titlerne er 'Kongemøllen', 'Det gamle guld', 'Flintesønnerne' og 'Der brænder en ild'.
Der er mange pointer i Berthelsens bog. Men en af dem, der vil chokere og forarge ældre overlærere, er sammenligningen med Karen Blixen:
Hun udvikler på sit fallerede livsgrundlag 'den dejligste litteratur, hvor hendes erfaringer bliver omskrevet til fantastiske fortællinger'. På samme måde forvandler Morten Korch sine kampe og nederlag til fabler.
'Jo, det gamle teglværk er Mortens afrikanske farm.'
I Mortens ægte romantiske dannelsesromaner får vi kontakt med et gammelt og glemt Danmarksbillede, som aldrig fik mæle endsige anerkendelse af landets trendsættende litteraturvogtere.
Berthelsen siger det så stærkt:
'Mortens bøger er en vigtig kilde til at forstå, hvilke tanker der også blev tænkt i dette århundrede. Tanker, der blev tænkt uden for de gængse litterære cirkler i København, og tanker, der påvirkede store dele af den danske befolkning.'
'Morten og det danske guld' koster 28 kroner og er mindst en kritikerpris værd. Den får han nok aldrig i livet. Dertil får han trådt for mange pinger over tæerne undervejs i bogen.
Denne anmelder indrømmer med røde ører: Jeg har aldrig læst en ærlig linie af Morten Korch himself. Men jeg løfter min hat for Carsten Berthelsen: Jeg skal nok! - I morgen begynder jeg på 'Kongemøllen'.
Morten og det danske guld
Morten Korch for begyndere
Af Carsten Berthelsen
80 sider, 28 kroner
Høst & Søn
Det glemte guld
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.