Det er koleraens hærgen i Danmark, især i det overbefolkede København sommeren 1853, der danner udgangspunkt for dette materiales behandling af udviklingen i sygdomsbekæmpelse og sygdomsforebyggelse frem til i dag.
Fremskridt i den medicinske forskning satte i løbet af perioden en stopper for frygtede folkesygdomme som mæslinger og tuberkulose og udryddede også i et vist omfang den folkelige overtro på området, som for eksempel troen på hellige kilder, hule træer og hestesko.
Denne udvikling behandles levende og med gode illustrative eksempler i materialet. Stor ros skal forfatteren dog især have for de sidste afsnit, hvor han bevæger sig ind i minefeltet: Den etablerede lægevidenskab kontra alternative behandlingsformer. Det lykkes nemlig her på en sober og problematiserende måde dels at give eleverne indsigt i mulige årsagsforklaringer på modsætningsforholdet, dels at skabe et grundlag for elevernes egen stillingtagen.
Andre højaktuelle emner som dødshjælp, genteknologi og den politiske prioritering i sygdomsbekæmpelsen berøres også. Især sidstnævnte rejser nogle fundamentale spørgsmål om forholdet mellem den enkelte borger og samfundet, som det vil være værdifuldt at arbejde med i samfundsfag.
Dette gennemarbejdede materiale er et godt grundlag for elevernes arbejde med emnet. Helt oplagt vil det være værdifuldt i projektopgavesammenhæng.
Det gælder liv eller død
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.