Dette jubilæumsnummer af »ZAPP« bringer som i de foregående ti år artikler om unge rundt omkring i verden: Sudan, Kina, Nicaragua og de sædvanlige historier om ambitiøse indvandrerunge i Danmark. Og en artikel om Cecilie, hvis forældre var punkere, og Rasmus, der skal overtage gården.
Artige 7.-klasse-elever læser det vel i den time, hvor de får bladet af den lærer, der synes, at ungdommen skal oplyses om andre unges liv, men de unge ville aldrig købe bladet selv, indholdet er kedeligt og usexet, selvom layoutet er det sædvanlige kulørte rod. Men hvad er meningen? Mellemfolkeligt Samvirke får støtte fra Danida til undervisning om specielt udviklingslande, som der står i kolofonen. I dette nummer får vi så at vide, at for 30 år siden havde de det hårdt og småt i Kina, men nu har 17- årige Wu Xiaoyu eget værelse med fuldt elektronisk udstyr, og familien har også sommerhus i bjergene uden for Beijing. Altså går det skide godt i Kina? Eller Djala fra Afghanistan vil gerne blive i Danmark, få uddannelse og blive til noget inden for basketball. Hans far er læge og vil gerne tilbage til Afghanistan, men familien vil ikke med, for der er for eksempel ikke kloakeret. Går det skide godt med solidariteten med ulandene? Er det perspektivet med »undervisning om specielt udviklingslande« at udstille, at ingen indvandrere/flygtninge drømmer om at solidarisere sig med det gamle land, kun at bjerge sig selv og nærmeste storfamilie til socialt velfungerende lande? Hvor vil redaktionen hen?
Det er helt vildt!
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.