Det er eventyrtid

Et grønt bagtæppe og to troubadourer, klædt i tøj fra en fjern tid.

Eventyrtiden? En historie, som vi alle kender. En jødeharpe, et par fløjter, et par kapper, der kan vendes og drejes, så det bliver til kåber eller kjoler. Et vanvittigt godt humør og en stor fortællelyst. Så er scenen sat, og eventyret kan folde sig ud.

I denne forestilling er det hele meget enkelt. Vi har historien om Snehvide, som vi kender, og vi ved, at det er den, de to skuespillere vil folde ud for os. Og det gør de så: Ind og ud af roller, og som en blanding af klassisk fortælling, direkte henvendt til os, tilskuerne, og med en klar, rytmisk sproglig levering. Iblandet masser af falden på halen hentet direkte fra Comedia del Arte, og med elementer fra klassiske klovnemakkerpar. Og så små bitte åndedræt fra et poetisk objektteater, hvor vi lige pludselig ser et lille-bitte hus. Alt sammen leveret med en præcis musikalsk timing, som gør, at vi bliver holdt konstant i ånde.

Børnene, jeg så forestillingen sammen med, levede med, grinte højt da den ene af de to skuespillere kom frem som dværg - her var det det klassiske trick med at tage et par sko på knæene. Gøs, da den onde stedmor rakte æblet til Snehvide, og væmmedes højlydt, da parret på scenen, som Snehvide og prinsen, kyssede hinanden.

Alt i alt, en underfundig og morsom forestilling, hvor historien bliver leveret med masser af action. Det eneste tidspunkt, jeg studsede lidt, var da skuespillerne lige pludselig gav os melodien fra Disneys version af Snehvide. Afhængigt af temperament, kan man synes, at det er for meget, for oplagt, for billigt et point at score.

Og det er i hvert fald unødvendigt, synes jeg. For med vanvittigt godt humør og en stor fortællelyst leverer de to oplagte skuespillere i fuld udstrækning og flot form hele den ægte teatervare. Resultatet er en fin lille forestilling, som nok skal vække glæde og latter i skolernes yngste klasser.