Det episke teaters mester i Danmark

En suveræn opførelse af Brechts Mutter Courage anno 2003. Møllen har skabt en levende og underholdende forestilling, med et meget vedkommende tema: mennesket i krig Teatret Møllen spiller Bertolt Brechts Mutter Courage så suveræntja de gør det rigtig godt. Mutter Courage er historien om mennesket i krig. Mennesket, der må overleve i krigens gru. Forskellige grader af kræmmersjæle kommer frem. Courage er moderdyret, der søger på en gang at beskytte sin lille flok, sin forretning og hendes egen menneskelige integritet. Det er svært, meget svært.

Møllen kan deres Brecht. Overlegent fører de os gennem denne eviggyldige fabel, med deres episke spillestil anno 2003. Spillet er Verfremdung, dette skræmmende tyske ord, der enkelt fortalt betyder, at en historie demonstreres/fortælles med de midler, der er nødvendige. Nødvendige for at demonstrere, hvordan mennesket reagerer under givne omstændigheder. Det er en udbredt misforståelse, at Brecht-teater skal være tørt og uden liv - og ikke nødvendigvis underholdende. Det er beskrivelserne, teorierne om Brechts teater, der er tørre. Brecht-teater skal ses, ikke læses. Hvis Brecht bliver spillet, som Møllen gør det, er det sidst af alt tørt. Møllens skuespillere veksler på Brecht-manér mellem at spille skuespil, når der er brug for dem i fortællingen - og - være betragtere af spillet og historien - ligesom resten af publikum - når de ikke er med i spillet. Skuespillerne træder ind og ud af rollen og spillet, og bryder derfor illusionen om, at de er rollen. De er skuespillere, der vil genfortælle en historie. I virkeligheden er det en spillestil, der efterhånden dominerer meget teater i vor tid, så det virker ikke påfaldende. Den diametrale modsætning til denne spillestil, er filmens univers, hvor spillet og rollerne aldrig brydes. Her er illusionen som oftest total. Brecht er og bliver en af ophavsmændene til det episke teater, så det er en oplagt mulighed, så at sige, at gå til kilden - og se Møllen udføre det i praksis.

Cirkus-manegen er valgt som scenografisk base. Spillere, der ikke selv er i gang i manegen, betragter spillet sammen med os andre. Er der brug for en ny spiller i historien, træder denne ind i manegen. Et tørklæde hæftet til bukselinningen - så er den skæggede fyr pludselig luderen Yvette. Enkelt og virkningsfuldt. Ensemblet har stort overskud på skuespillerkontoen. Der spilles, så det er en fryd, med Brechts replikker i munden. De enkelte handlings-klip, bliver spillet tæt og nærværende. Møllen lader humoren i Brechts tekst komme til sin ret. Især er timingen og samspillet mellem kokken og feltpræsten - disse to herlige arketyper - helt i top.

Møllen har tilsat cirkus-universet, der fungerer som stoppested i fortællingen: Her brydes spillet og illusionen - det er teater - det er noget, Møllen vil fortælle os. Men Møllen lader også cirkuskaraktererne gå ind visse steder i handlingen, som en måde at karakterisere en given menneskelig handling. Eksempelvis i slutscenen, hvor den feje (læs -menneskelige) bondefamilie, der ikke advarer byen mod den forestående massakre, spilles af klovne. Det rammer og virker.

Møllen har uden autoritetstro - heldigvis - selv udvalgt de nødvendige rekvisitter. Brechts skilte, der fortæller om fablens næste kapitel er med. Ligeså Mutter Courage´s legendariske kræmmertaske, med det lille smæld, når kassen lukkes. Og vognen. Men stykket er renset for alt overflødigt. Der er, hvad der er brug for - hverken mere eller mindre.

I disse krigstider, synes stykket oplagt som skoleforestilling. Stykket er stoppet med et væld af spørgsmål, konflikter og menneskelige valg i en krigssituation. Ting, der kan tages fat om, og arbejdes videre med i et undervisningsforløb. Det handler om mennesket, dets relationer og handlinger under pres - i en krig. En situation, der er virkelighed for mange mennesker i verden i dag.

Nick Bruun