Disse tre titler er nyeste skud på stammen i serien »Destination«, som omhandler engelsktalende lande og byer. Indtil nu er der udkommet bøger om USA, Canada og Sydafrika. Alle bøgerne er på engelsk og henvender sig til 8.-10. klasse. De er udstyret med en god gloseliste, og spredt rundt i bøgerne kan man studere faktabokse med talmateriale. Der er også plads til »freaky facts«, som omtaler de lidt anderledes og skæve historier. Bøgerne er illustreret med flotte farvefotos, hvilket sikkert også appellerer til målgruppen.
»Destination New York« giver læseren lyst til at tage en stor bid af »the Big Apple« med sit stemningsmættede billede af storbyen. Vi hører om turistseværdigheder, og vi kommer ind bag facaden i afsnittet om rige og fattige. Elever vil sikkert også synes, at det er interessant at læse om byens geografi, historie, skolevæsen, skyskrabere, New York som kulturel hovedstad og terroristangrebet på World Trade Center i 2001.
»Destination Scotland« og »Destination England« er meget velskrevne, forfatterne beskriver mange af de samme områder, blandt andet geografi, historie, religion, det parlamentariske system, skolevæsen, traditioner, sport, indvandrere, arbejdsmarkedet og rige versus fattige. Det er svært at fremhæve nogle af emnerne frem for andre, men i »Destination Scotland« fortæller forfatteren blandt andet i sin gennemgang af skotsk historie om de mange frihedskrige. Historien er ført helt op til vore dage, et helt afsnit af bogen er helliget det skotske parlament og kampen for selvstyre. Det er vigtigt at komme ind på den historiske baggrund, men elever kan sikkert også få megen fornøjelse af at sammenligne skotske og danske sportsgrene, musik, mad og drikke. Hvis man har tid, kunne man måske afprøve nogle af bogens opskrifter på typiske skotske kager som border tart og shortbread.
I bogen om England hører vi ud over føromtalte emner om monarkiets rolle og Londons vigtigste seværdigheder.
Alle tre bøger giver et kort og koncist indblik i mange forskellige områder, en del af oplysningerne kendte man godt i forvejen, andet er nyt og spændende, men det ville have været rart, hvis man kunne have fået nem adgang til relevante link på forlagets hjemmeside. Jeg er dog meget begejstret for, at bøgerne ikke kun præsenterer den glittede turistoverflade, men også beskriver og forklarer sociale problemer. Vidste du for eksempel, at cirka femogtyve procent voksne og otteogtredive procent børn lever et liv i fattigdom i Skotland? Tankevækkende, ikke sandt?
Destination New York / Destination Scotland / Destination England
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.