Hvis du underviser i engelsk i overbygningen, vil det være en god ide at anskaffe denne korte engelske indføring i Australiens dyre- og planteliv, historie, geografi, større byer, regering og aboriginere. Forfatteren præsenterer mange af de gængse oplysninger om Australien, men kommer også med nye og interessante informationer, der stimulerer den interesserede læser til at søge yderligere oplysninger om nogle af emnerne.
Vidste du for eksempel, at nogle børn af aboriginere blev fjernet fra deres forældre fra 1900 til 1971 for at blive genopdraget i specielle hjem og lejre. Kunne vi danskere blot sige os fri for en lignende kulturimperialisme, men det kan vi jo ikke. Vi tvangsfjernede faktisk selv grønlandske børn langt op i det 20. århundrede og sendte dem til danske adoptivforældre med fatale menneskelige konsekvenser til følge.
Det var ikke kun børn af aboriginere, der blev tvangsfjernet. De britiske myndigheder sendte også fattige og forældreløse børn fra England til Australien indtil 1960erne. Disse børn blev kaldt the lost children, og de var i sandhed fortabte langt væk fra deres oprindelige hjem og familie.
Australien er selvfølgelig meget andet end problemer, vi får blandt andet gode råd om, hvordan man begår sig i the Outback, som Australiens ørken kaldes. Vi hører også om, at giften fra næbdyr kan anvendes til at udvikle medicin, der kan bruges i behandlingen mod kræft og forhøjet blodtryk. Den nysgerrige læser får ligeledes opklaret årsagen til, at Australien kan eksportere kameler til Saudi-Arabien. Hvis man ikke allerede har besøgt landet, vil interessen garanteret blive yderligere stimuleret ved synet af bogens mange lækre farvefotografier.
Destination Australia
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.