Hvert år står børnehaveklasseleder Helle Verdier klar med åbne arme for at tage imod en ny flok børn, som tager deres første forventningsfulde skridt ind i skolelivet.
For børnehaveklasselederen er skolestarten både fyldt med glæde og udfordringer.
”Jeg har været heldig. De seneste år har været rolige, men der har været år, hvor jeg har oplevet børn, som har haft det så svært, at de har slået eller reageret voldsomt,” fortæller hun.
Hun er ikke den eneste børnehaveklasseleder, der oplever, at de nye elever reagerer kraftigt på skolelivet. En undersøgelse fra Danmarks Lærerforening viser, at hele 61 procent af børnehaveklasselederne sidste år var udsat for vold.
Til sammenligning svarer 37 procent af lærerne på skolens øvrige klassetrin, at de blev udsat for vold.
Børn med ondt i livet
Når et barn slår Helle Verdier, ved hun, at det er, fordi barnet har det svært.
”Det er børn, der har ondt i livet. Der er noget inde i dem, som er så voldsomt, at det kommer til udtryk på den måde,” siger hun.
Helle Verdier understreger, at man som professionel kan gøre meget for at skabe trygge rammer, men at man ikke kan planlægge sig ud af alle udfordringer.
”Man kan ændre sit klasseværelse, tage udgangspunkt i barnets interesser, være nærværende og byde velkommen. Men nogle ting er så grundlæggende forankret i barnet, at det sker lige meget, hvor forberedt, du er,” siger hun.
Afskeden kan være en udfordring
I de senere år har hun især oplevet børn, der har svært ved at sige farvel til deres forældre, når de bliver afleveret om morgenen.
”Vi får nogle børn ind, hvor mor og far har serviceret dem meget gennem opvæksten. De har ikke i samme grad skullet tage ansvar eller træffe beslutninger selv. Når forældrene så pludselig forsvinder ud ad døren, kan det blive rigtig svært.”
Tidligere kunne Helle Verdier hjælpe nogle forældre og børn med afskeden ved at give de nye elever et kærligt kram, som forhindrede, de løb efter forældrene, men det gør hun ikke mere.
”Vi må ikke fastholde børn. Det er reglerne, og det har jeg fået sparring og vejledning om gennem årene. Jeg kan godt se det rigtige i det, men det efterlader også spørgsmålet: Hvad gør jeg så?” siger Helle Verdier.
Hun oplever ofte børn, der løber efter forældrene, og at hun i den situation ikke kan gøre noget.
”Nogle gange betyder det, at mor eller far må tage fri fra arbejde eller komme tilbage senere. For vi kan ikke tvinge barnet til at blive,” siger hun.
Helle Verdier mener også, at det har været svært med særaftaler om et have særligt opmærksomhed om et eller flere børn, når de skal afleveres.
”Når jeg møder lidt i otte, så er jeg alene. Jeg kan ikke have min opmærksomhed på en enkelt. For der er 25 andre, der også skal føle sig velkommen,” siger hun.
Derfor forsøger hun at møde alle eleverne i døren med ro og tryghed.
”Jeg står der med åbne arme og siger: 'Vi kan godt. Det bliver en supergod dag.'”
De svære sager tager tid
I børnehaveklassen kommer der indimellem elever, som ikke kan være i skolen. Men når et barn viser tegn på alvorlige udfordringer, oplever Helle Verdier, at vejen til hjælp kan være meget lang.
”Selv når det virker åbenlyst for alle omkring barnet, skal vi igennem en hel trappe af indsatser, før vi kan få PPR (pædagogisk psykologisk rådgivning, red.) ind over. Jeg har oplevet sager, hvor barnet først har fået et andet skoletilbud i 1. klasse, selv om problemerne var tydelige længe før.”
Hun oplever dog, at udviklingen går i den rigtige retning i Ballerup, hvor hun arbejder.
”Det er blevet bedre, fordi børnehaverne i højere grad har mulighed for at gøre opmærksom på, når et barn ikke er klar til et almindeligt skoletilbud. Nogle af de børn bliver visiteret til andre tilbud allerede inden skolestart.”
Brobygning før første skoledag
Helle Verdier ville foretrække, at de nye skoleelever ikke har så mange skift, som tilfældet er, fordi de begynder i SFO i maj måned i Ballerup.
”Jeg kunne godt tænke mig, at vi tænkte anderledes om førskoletiden. Måske er alle de skift ikke nødvendige. Måske skulle vi i højere grad møde børnene i deres trygge rammer og lade dem lære de nye voksne at kende dér,” siger hun og peger på, at brobygning er vigtig, men at den også kunne ske direkte i børnehaven.
”Vi prøver at vise børnene, hvem vi er inden sommerferien. Vi laver aktiviteter med dem, besøger dem og skaber så meget velkommenhed og tryghed som muligt.”
Det at eleverne har endnu et skift af voksne, når de begynder i 1. klasse, udfordrer også, fortæller hun.
”Vi har meget fokus på skiftet fra børnehave til skole, men ikke nok på overgangen fra børnehaveklasse til 1. klasse. Der kan vi stadig blive bedre.”
To sæt øjne ser mere end ét
Normalt har Helle Verdier to skolepædagoger tilknyttet klassen. Det betyder, at de er to voksne i klassen i 18 ud af de 20 lektioner, som eleverne i Ballerup har. Hun ville ønske, at det var muligt at være to børnehaveklasseledere i klassen.
”Det gør en forskel, når man er to voksne med det samme værdisæt. Skolepædagogerne kommer med nogle andre perspektiver, end jeg gør. Selv om jeg selv er pædagoguddannet, ser vi forskellige ting.”
Og så er ordningen lidt skrøbelig, fordi den ekstra voksne nogle gange ikke har mulighed for at være med i klassen, fordi der kan være sygdom eller efteruddannelse og brug for at rykke rundt på ressourcerne.
”I år har jeg nærmest været alene hele tiden. Det gør selvfølgelig noget ved mulighederne for at hjælpe de børn, der har brug for ekstra støtte.”
Helle Verdier synes, det kan udfordre, hvis det ikke er den samme pædagog, der er tilknyttet klassen.
”Når der er to pædagoger på skift gennem ugen, bliver man ikke en del af det helheden.”
Man må ikke stå alene med følelsen af ikke at lykkes
En ting har hun lært i sine år som børnehaveklasseleder. Hun skal dele med kolleger og andre professionelle, når hun har været udsat for vold eller er blevet nødt til at lave en magtanvendelse over for et barn.
Hun tager det heller ikke helt så tungt, når det sker i dag, som hun gjorde, da hun begyndte som børnehaveklasseleder.
”Jeg kunne tidligere føle, at jeg ikke lykkedes. Men jeg har lært mig selv, at nogle gange er det simpelthen betingelserne.”
Når et barn har det så dårligt, at dagen ender i kaos, bliver hun selv ramt.
”Man får ondt på barnets vegne. Og man mærker frustrationen over, at man ikke har en trylledrik, der kan få det hele til at lykkes.”
Derfor er sparring afgørende.
”Det er vigtigt at tale med sin leder og sine kolleger. Vi har mulighed for at få vejledning fra PPR, og det betyder meget. Man må ikke sidde tilbage alene med følelsen af, at man ikke slog til.”
Glæden ved at begynde forfra
Trods udfordringerne oplever hun stadig, at det er en stor gave at hjælpe så mange børn ind i skolelivet.
”Jeg glæder mig til, at de nye børn, som jeg allerede har hilst på mange gange, bliver mine,” siger hun om tiden lige, før skoleåret begynder.
For hende handler arbejdet på skolen om meget mere end bogstaver og tal.
”Vi får lov til at byde børn velkommen til skoleverdenen. Vi viser dem, at det er okay at være nysgerrig, at man gerne må øve sig, og at man godt kan, selv om alting er nyt.”
Hvert år slutter på samme måde: En klasse sendes videre, og en ny står klar.
”Nogle gange tænker jeg, at nu er jeg lige nået i mål med det, jeg ville. Og så starter det hele forfra. Men det er også det, der er glæden ved jobbet. Børnene kommer glade og spændte, og vi får lov til at hjælpe dem ind i deres nye liv som skoleelever.”
Derfor bliver Helle ikke længere slået
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.