Anmeldelse

Der er en grænse

– om menneskers rettigheder i krig og konflikt

Røde Kors – eller i muslimske lande, Røde Halvmåne – bærer skyklapper. Men i allerbedste betydning, for uanset politiske, religiøse eller etniske omstændigheder er det udelukkende hensynet til ofrene, der tæller i organisationens arbejde. Målet med dette materiale er at informere om grundlæggende humanitære og internationale regler beskrevet i Genève-konventionerne og Røde Kors' principper.

I elevhæftet, der kan anvendes på de ældste klassetrin, gives på indbydende måde en kortfattet og klar indføring i Røde Kors' arbejde fra den spæde start i 1859 til den verdensomspændende organisations aktiviteter i dag. Der fokuseres især på civile menneskers rettigheder og krav til beskyttelse under krige og konflikter.

Elevhæftet kan suppleres af de tilhørende småhæfter, der består af en kort lærervejledning, opgaver, yderligere om konventionerne og Røde Kors og en række avisudklip og citater. Dog virker disse hæfter ikke helt gennembearbejdede, ikke udpræget koordineret med elevhæftet og uden ret megen føling med folkeskolens undervisning. Derimod vil de være gode som underviserens baggrund og til at plukke af.

I sig selv vil elevhæftet være fuldt ud tilstrækkeligt til at fortælle eleverne, hvilke regler der gælder i en krig eller i en væbnet konflikt. Det kan bruges selvstændigt eller indgå i et større forløb. Kort og præcist giver indholdet den nødvendige viden på dette trin.

Elevhæftet kan sammen med lærermappen rekvireres i klassesæt hos Dansk Røde Kors.