Der er dømt udvikling

I hvert fald to bind i en ny bogserie på fire kan anvendes af almindelige lærere, mener anmelderen

Der er dømt udvikling, hedder bog nummer fire i en ny serie fra Danmarks Lærerhøjskole. Det er det nu afsluttede Skup-projekt (Skoleudviklingsprojekt), som blev afsluttet i foråret efter tre års arbejde, der behandles forskningsmæssigt i bogform.

Som menig lærer tænkte jeg: 'Nå, nu igen!' Jeg kan jo være ligeglad. Hvad rager det mig, at der i en årrække er væltet diverse skrifter ud i tonsvis angående forskellige skoleudviklings- og forskningsprojekter. For det er der jo. I nyere tid var der gennemførelsen af Folketingets syvpunktsprogram (1987-92) med 4.000-5.000 udviklingsprojekter. Senere kom Skup, og lige nu eller i den nærmeste fremtid eksploderer det.

Staten, kommunerne og Danmarks Lærerforening vil alle have sat gang i den og arbejder med at udvikle hver deres redskaber til at måle kvalitet, lave endnu bedre kultur- og brugerundersøgelser og så videre. Hvorfor de ikke kan finde sammen, er ikke godt at vide.

Men den store forskel på før og nu er frivilligheden. I dag skal alle skoler/lærere udvikle sig kontinuerligt. I de glade tider med syvpunktsprogrammet og Skup var det frivilligt. Da var det ildsjælenes storhedstid. Nu er det dig og mig, kammerat, der skal finde ud af, hvor vi er placeret i lærerkollegiet. Om vi er 'skallesmækkende mimoser' eller hvad.

Hvordan er det så kommet dertil, at vi ikke længere 'bare kan passe vores arbejde'? Det bliver en lang opremsning af ændrede forventninger og krav, som tilsammen har skabt det pres på den enkelte lærer, som gør, at der i dag er dømt udvikling for alle.

Listen er lang:

* 1987: Økonomistyring og decentralisering

* 1987-1992: Gennemførelse af syvpunktsprogrammet

* 1988: Pejling og perspektiv

* 1988: Perestrojka i uddannelsessystemet

* 1990: Ny styrelseslov

* 1993: Ny arbejdstidsaftale

* 1994: Ny folkeskolelov

* 1994: Nye regler for efteruddannelse

* 1994: Danmarks Lærerforenings udspil 'Lærerne har nøglen'

* 1994: Centrale kundskabs- og færdighedsområder og nye læseplaner

* 1995: Folkeskolerådet igangsætter indsatsområder

* 1996: Evaluering på klasse-, skole-, kommunalt og nationalt plan (PLS Consult).

Alle lærere må i dag erkende, at der er et krav om skoleudvikling, fordi der meget kraftigt fokuseres på en forbedring af elevernes lærdom.

I den sammenhæng kan det ikke længere være mig - almindelige lærer - ligegyldigt, om jeg får stillet nogle redskaber til rådighed i mine og min skoles bestræbelser på 'at udvikle', og de fire bøger fra Danmarks Lærerhøjskole forsøger vel at være sådanne redskaber. Men de er det i forskellig grad.

Bind et af Mads Hermansen beskriver på sine cirka 200 sider meget detaljeret Hermansens egen deltagelse i forskellige Skup-projekter. Der er mange citater fra dagbøger, forventningsundersøgelser, evalueringsskemaer, breve og meget andet. Det er så konkret, at jeg ikke tror, mange skoler kan bruge det direkte, fordi hver skole - uden at skulle starte forfra - skal finde sin egen 'køreplan'. I bind to præsenteres vi for Stenlille Skoles Skup-projekt. Det er en lille, letlæst og sympatisk bog, der uden at gå i detaljer beskriver, hvordan man gjorde. Skolens mål var at lære at kunne udvikle sig, tilpasse sig, reflektere over praksis og sætte nødvendige forandringer i værk. Det mål, synes man, er nået efter tre år. Her tror jeg, det var meget vigtigt, at udviklingsprojekterne blev etableret ad frivillighedens vej for et eller to år senere at blive handlingsplaner i skolens hverdag.

Tredje bind er en antologi med fire bidragydere om skoleudvikling. Der findes ikke et bestemt koncept for udvikling. Men der findes et register af muligheder, metoder og materialer, som kan være med til at sætte en udviklingsproces i gang eller forhindre den! Som indgangsbøn til et skoleudviklingsprojekt er bogen udmærket.

Jeg tilhører den meget store del af lærergruppen, som hverken er ildsjæle eller det modsatte, når det drejer sig om skoleudvikling. Midtergruppen, som der jo nok er flest af, er lige mig. Der skal ske noget, men hvordan og hvorledes, tidshorisont og så videre er vigtigt for mit engagement. Frivilligt er det jo ikke længere, så lige så godt tage tyren ved hornene.

For mig er bind fire med titlen 'Der er dømt udvikling!' absolut det bedste. Lejf Moos og Johnny Thomassen informerer kort og sagligt om den skolepolitiske og samfundsmæssige baggrund for skoleudvikling, kvalitetsmåling og så videre. Desuden gør de rede for en række problemstillinger, som skal gennemtænkes, inden man kaster sig ud i det:

Hvad slags skole er jeg på? Hvad er min lærerrolle egentlig? Interesse- og værdikonflikter på skolen? Ledelsens rolle? Fagforeningens? og så videre, og så videre.

Generelt tror jeg, at denne nye serie især er skrevet for de implicerede i Skup samt forskningskollegerne fra de involverede uddannelsesinstitutioner. Men det forhindrer ikke, at i hvert fald et par af bindene også kan læses med udbytte af andre.