De kommunalt ansatte har nu i flere år oplevet det besynderlige paradoks, at de kommunale arbejdsgivere har krævet mere og mere Ny Løn - og samtidig har de enkelte kommuner aldrig udbetalt så lidt i Ny Løn sammenlignet med de statslige og private arbejdsgivere, konstaterer forbundet FOA i en pressemeddelelse.
"Vi er klar over, at den kommunale økonomi har været i en spændetrøje efter sidste års barske kommuneaftale. Jeg bliver nødt til at sige, at hvis dette års aftale bliver af samme karakter - og kommunerne igen fortæller os, at der stort set ingenting er til Ny Løn - så kan vi ikke anbefale en fortsættelse af ordningen ved næste overenskomstfornyelse i 2005", siger FOAs formand Dennis Kristensen, som også er formand for de kommunalt ansatte forhandlingsfællesskab KTO.
Lønstigningerne blev ellers højere end ventet pr. 1. april i år - fordi en del af de kommunalt ansattes lønefterslæb blev udbetalt som reguleringsordning. Men ifølge FOA betød det, at flere kommner valgte at fastholde lønomkostningerne ved at skære i antallet af medarbejdere:
"Systemet er det samme som hunden, der fordres med sin egen hale", siger Dennis Kristensen og mener, at kommunerne bør kompenseres, når lønudviklingen i staten og på det private arbejdsmarked har betydet, at kommunerne må af med mere i løn.
"Når regeringen har finansieret sine skattelettelser ved at hente et milliardbeløb i den kommunale vækst, så er udgangspunktet for en aftale forlods imod kommunerne. Regeringen må erkende, at et kommunernes økonomiske bevægelsesfrihed er blevet indskrænket så meget, at mulighederne for at udvikle den kommunale service stort set er lig nul. Regeringen må se virkeligheden i øjnene og give kommunerne nogle rammer, der giver plads til udvikling. De kommende ugers forhandlinger lægger grunden for den kommunale udvikling mange år frem," siger Dennis Kristensen.
Dennis Kristensen: Op til finansministeren om Ny Løn skal overleve
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.