Dengang verden væltede

Tiårige Britt sidder i kørestol efter en trafikulykke. Det er hun rasende over og ked af, dels fordi hun ikke kan gå, dels fordi hendes forældre opfører sig mærkeligt. Mor skælder aldrig ud mere, og hun er altid glad, selvom det er tydeligt at se, at hun ikke er det inderst inde. Og far taler efterhånden næste ikke, og når det sker, er det sådan lidt modløst. Begge føler sig skyldige over, at Brittelit kom til skade, mens de selv slap med skrækken.

Brittelit keder sig. Hun savner en ven, og selv den noget yngre dengsedreng Steffen inde ved siden af kan bruges. I virkeligheden får de det smaddersjovt, selvom Brittelit ikke er meget for at indrømme det. Der laver mange gale streger og ender tit i nogle groteske situationer. Men de har det morsomt, og det får vi også i selskab med dem. Oplevelserne med Steffen får Brittelit til at beslutte sig for at tage livet i egne hænder og få det bedste ud af det. Hun begynder at træne hårdt, så hun lærer både at gå ved hjælp af skinner og krykker og selv at styre sin kørestol. Hun accepterer situationen.

Det er ikke en historie om at være handicappet. Det er en historie om to børn og deres meritter og om at leve med virkeligheden. Brittelit sidder i kørestol, fordi virkeligheden er sådan, at nogle kommer til skade og må indrette sig på en anderledes tilværelse. Det er befriende, at det ikke gøres til det vigtigste i bogen, men dimensionen giver stof til samtaler.

Bogen retter sig mod aldersgruppen syv-ti år. Til oplæsning og samtale for de yngste, selvlæsning for de ældste.