Den vordende demokrat

Klassefællesskabet kan ikke overvurderes. Magtudredningen giver vigtig ny viden om, hvordan det går med demokratilæringen i folkeskolen

Det står i folkeskolelovens formålsparagraf, at eleverne skal forberedes til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter, og det slås fast, at undervisning og dagligliv skal bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Alligevel er det aldrig før blevet undersøgt, hvor godt skolen løser denne centrale opgave, men nu véd vi meget mere. Professor Bo Jacobsen og hans forskerteam lægger et kæmpe materiale frem. 4.500 elever har udfyldt spørgeskemaer, der er gennemført observationer, elever og (nogle få) lærere er blevet interviewet.

En af de vigtigste konklusioner er, at klassefællesskabets betydning for den demokratiske dannelse ikke kan overvurderes. Det samme gælder lærernes arbejde for at styre klassens sociale liv. Det er vigtigt, at eleverne tilegner sig viden om demokrati. Men det er afgørende, at skolelivet udformes, så eleverne er fælles om at gøre demokratiske erfaringer. Det er demokrati, der prøves i praksis, der for alvor betyder noget.

En anden vigtig forskerkonklusion er, at det lykkes for folkeskolen at give eleverne en bredt funderet erfaring med demokratisk praksis, der ikke reproducerer et modsætningsforhold mellem individualitet og fællesskab. Ja, det er faktisk inden for fællesskabet, at den enkelte kan folde sig rigtigt ud som sig selv.

Undersøgelsen peger også på problemer og svagheder, men det gøres på en særdeles konstruktiv måde. For ved at sammenholde de mange svar kan forskerne vise, hvad det er for faktorer, der tilsammen trækker i den rigtige retning. Og læst sammen med Bo Jacobsens bog, »Mød eleven lærerens vej til demokrati i klassen«, som udkom sidste år, har folkeskolen, læreruddannelsen og politikerne fået et rigtig godt afsæt til at sætte ind mod problemerne.

Undersøgelsen viser, at det kan lykkes at skabe fællesskaber, hvor eleverne oplever samhørighed og tillid. De tør sige deres mening både til læreren og til klasekammeraterne. Hver enkelt føler, at han kan få lov til at være helt på sin egen måde samtidig med at han er med i fællesskabet. Det giver både selvtillid og lyst til at bruge de demokratiske rettigheder. Men den viser også, at der er elever, der føler sig mobbet og udenfor også uden at de andre registrerer det. Her ligger store udfordringer.

Elevrådsarbejdet fungerer stort set ikke. Eleverne vil gerne have indflydelse på de sociale, ikke-faglige dele af skolehverdagen, men er mere splittede, når det gælder inddragelse i beslutninger om undervisningen. Men, som der står i bogen, »formålsparagraffen efterlader ikke plads til, at eleverne kan vælge ikke at have indflydelse netop det har de ikke indflydelse på«.

Undersøgelsens teorigrundlag lægges klart frem, og begreberne er generelt klare og gode. Men bogen roder noget upræcist med klasseværelset/klassen og læring/indlæring.