Den stenede vej mod unionen

I 1963 skulle jeg som ung lærer undervise i aftenskolen. Emnet var Romtraktaten, og eleverne var bønder og gårdejere i det nordjyske. Min »faglighed« eller baggrundslitteratur indskrænkede sig til Jørgen Pedersens netop udkomne bog »Romtraktaten«. Jeg er ikke overbevist om, at min undervisning var en succes. Men lige siden har jeg naturligvis som avislæser og almindelig politisk interesseret fulgt udviklingen fra EF til EU, fra seks til ni til 12 til 15 til 25 medlemslande. Jeg har personligt stemt »nej« til alt, hvad der kunne stemmes om.

På ovennævnte baggrund har det været en stor oplevelse at læse Michael Seidelins bog »Den stenede vej mod unionen«. Den har givet mig et meget mere nuanceret syn på hele EU-projektet. Det er en omfattende og meget vidende fortælling, der bygger på omfattende studier og erfaringer som EU-korrespondent i Bruxelles. EUs historie er fortalt kronologisk, men hele tiden med »klip« til nutiden, det vil sige efteråret 2004.

Seidelin indleder bogen med at citere den tyske udenrigsminister Joschka Fischer for i år 2000 at have sagt, at historien om EU er historien om et politisk projekt, der er tænkt af eliten og gennemført af eliten. Og Seidelin konstaterer senere: »Debatten om det nye Europa blev aldrig folkelig, og den er reelt kun blevet det i forbindelse med de folkeafstemninger om udviklingen af arbejdet, lande som Danmark, Frankrig, Sverige, Irland og Storbritannien har gennemført«. Når han sammenholder ønskemålene om omfattende integration i Romtraktaten fra 1958, konkluderer han: »Over 45 år efter vedtagelsen af disse formuleringer er det ikke for meget at tale om en succeshistorie. På alle områder nærmer EF og siden EU sig opfyldelsen af disse mål«. Og det er gået lige omvendt med alle illusioner om et nordisk sammenhold som en modvægt til et centralistisk Europa.

EUs udvikling er Europas historie. Det er fortællingen om Portugals, Spaniens og Grækenlands overgang fra diktatur til demokrati i 1970erne, om Østrigs vanskeligheder med landets nazistiske fortid, om det gennemkorrumperede Italien og om det genforenede Tyskland. Seidelin lægger ikke skjul på, at Storbritannien og Danmark har haft mere end svært ved at falde ind i den europæiske gangart. Om forhandlingerne om det indre marked i Milano i 1985 hedder det eksempelvis: »Danmark havde lidt et sviende politisk nederlag, og det stod mere end nogensinde klart, at makkerskabet med den permanente britiske taber ikke var nogen succes«. Og så sent som under forhandlingerne om Maastricht-traktaten i 1991 kaldte en frustreret dansk diplomat fædrelandet for »Storbritanniens lille lydpotte«. Uenighed landene imellem har alle dage præget det europæiske fællesskab, så det er ikke helt uden grund, at den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger lidt hånligt spurgte: »Hvis jeg skal tage Europa med på råd og sidder ved telefonen, hvilket nummer skal jeg så ringe til?«

Den »stærke« mand i EU er ifølge Seidelin den franske præsident Chirac. Han karakteriseres således: »Den franske præsident var og er helt hensynsløs, når det gælder franske in-teresser og sit eget image som stærk mand, der ikke lader sig køre over af kollegerne«. Danmark har imidlertid også særinteresser i form af de respektive forbehold, som mere og mere er en klods om benet for den nuværende danske regering.

Michael Seidelin har skrevet en meget inter-essant og tankevækkende bog, som bør inter-essere enhver lærer.