Den sorte Skole in memoriam

Alle taler om den, mange kan huske den - og alligevel er meningerne delte. For den sorte skole var mange forskellige ting. Alt efter om det var folkeskolen i 1950'ernes nordligste provinsby, Skagen, et studenterkursus på Djursland eller institut for slaviske studier på Aarhus Universitet, lige inden ungdomsoprøret brød ud.

Og måske var den sorte skole slet ikke helt så slem endda, læreren havde ørenlyd, de studerende engagerede - og der var overraskende højt til loftet. I hvert fald i de hellige haller på Aarhus Universitet, hvor livets vigtigste spørgsmål blev diskuteret hen over madpakkerne af lærere og studerende i fællesskab. "For lærerne kunne tydeligvis godt lide at besvare spørgsmål og lod os aldrig lide under vores uvidenhed længere end højst nødvendigt", som forfatteren - slavisten og voksenpædagogen Brita Lønstrup - udtrykker det.

Ja, det var, dengang der var dannelse til, og nogle, læs lærerne, vidste, hvad det var. I 1980'erne var det slut, nu meldte de (selv)refleksive unge sig, som mente, at de både skulle ses og høres. Århus Daghøjskole, hvor forfatteren slog sine pædagogiske folder, måtte lægge stilen om. Demokratisering af dannelsen var ikke længere en salgbar pædagogisk vare, fremover handlede det mere om formen end om indholdet - om gruppearbejde og projektarbejde på fordybelsens bekostning.

Jeg er i tvivl om, hvorvidt mit referat af erindringerne er korrekt. Det er en mærkelig bog, hvor forfatteren dækker sig bag et "vi", som måske henfører til en generation eller til en tidsånd. Den indirekte fortælleform og forbindelsen mellem de forskellige afsnit gør det vanskeligt at lodde dybden og perspektiverne.