Den programmerede skole

»Hvad så, min hårdtprøvede ven« er altid indgangsreplikken, når jeg taler med min gamle fodboldkammerat, Leif. Han misunder mig ikke jobbet som skolelærer, som det jo hedder i folkemunde. Selv kan han ikke sidde stille, og det kunne han heller ikke, da han gik i skole. »Men dengang hørte vi sgu da efter, hvad læreren sagde«. Det er jo ikke helt løgn. Lærerens autoritet var ubestridt og indiskutabel.

I dag er lærerens autoritet lige så vigtig som dengang, hvis undervisningen skal fungere. Men læreren må hver dag arbejde på at etablere sin autoritet, som bedst funderes på faglig viden, psykologisk indsigt, social årvågenhed, historisk og (fler)kulturel indsigt, etisk bevidsthed, retfærdighedssans, gode kommunikationsfærdigheder og evne til at sætte sig igennem. Æstetisk sans, personlig dømmekraft, organisatoriske evner, didaktisk dygtighed og masser af personligt overskud. Mindre kan nok gøre det, men danske elever er kræsne.

Tidsånden har imidlertid pillet grundigt ved respekten for lærerens samfundsopgave og tilliden til lærerfagligheden. Over hele landet er det nu blevet god skik og tone, at politikere, forvaltere og forældre, der synes, de ved bedre end lærerne, får udstyret skolerne med alverdens krav, regler, planer, modeller, politikker og »inspirationshæfter« på matglittet papir. Men når man underminerer lærerens autoritet og prestige og institutionaliserer og standardiserer bløddelene i hans metier, går det galt.

Så får vi en skole med programmer for alt fra mobbebekæmpelse til fedmeterapi. Så får vi en situation som beskrevet af forældre i Gentofte, da de blev bekendt med forvaltningens inspirationshæfte til styrkelse af elevernes personlige udvikling: »Det giver slet ikke plads til, at man bare kan være et almindeligt barn«. »Det er det rene Østtyskland«, citeres de for at sige.

I USA er 15 delstater gået meget længere end herhjemme. De har indført love, der forbyder mobning og afvigende adfærd gennem hele grundskolen. I Connecticut er det således forbudt at sende onde blikke til andre børn. I Louisiana må børnene ikke sidde alene i frikvarteret.

Måske er det alligevel bedre at satse nationens ære på rigtige, levende lærere, der er udstyret med samfundets tillid til deres faglige dygtighed og dømmekraft.

Erik Schmidt