Den politiske forpligtelse

"Hvis vi ikke som hovedregel fortsat kræver af hinanden, at vi i politik skal argumentere så rationelt, som det er muligt, så ender vi der, hvor vi ikke har fælles forudsætninger for at kunne tale med hinanden", siger Kai Sørlander i sin nyeste bog, hvor han analyserer sig frem til et filosofisk fundament for demokratisk stillingtagen. Hvad der kan gå an politisk og juridisk, kan ikke nødvendigvis holde principielt og filosofisk, siger han og går så ned under forfatninger og erklæringer og ser filosofisk på demokratiet.

Demokrati kan kun bestå, hvis der findes en rationel etisk forpligtelse, som enhver person underlægger sig med afsæt i sin egen rationalitet, mener Sørlander. Samfundet skal sikre, at de opvoksende borgere får forudsætninger for at kunne tænke og agere rationelt. Alle skal som minimum lære at skelne mellem, hvad de kan begrunde, og hvad de ikke kan begrunde. Hvad de ved, og hvad de tror. Og et stykke ad vejen kan og skal det ske gennem en (skole)oplæring. Men at vi har arvet en demokratisk orden med krav om politisk ligeværdighed fra vores forfædre, så den nu er vores tradition, kan ikke give denne orden sin egentlige værdi, skriver Sørlander. Hvis man kun havde fulgt traditionerne, havde vi for eksempel aldrig fået en forholdsvis demokratisk grundlov, ytringsfrihed eller valgret for kvinder.

Sørlander hænger universitetsmarxisters og postmodernisters påstande om, at sandheden er henholdsvis klasse- eller kulturbestemt, til tørre. Ligesom han går lystent i kødet på store navne i fortid og nutid. Altid klart og præcist, så man kan følge hans principielle ræsonnementer. Han viser, hvorfor alle borgere i et demokrati skal kunne adskille deres politiske og religiøse forpligtelser, og at ytringsfrihed er for alle. Det betyder, at den forbyder censur, men ikke kritik. Ytringsfriheden gælder også for dem, der benægter dens egne forudsætninger.

Bogens filosofiske argumentation er fornemt begrebsafklarende. Desværre holder det ikke hele vejen i den praktisk-politiske argumentation. Der er konsistens i analysen, når Sørlander med afsæt i en fejlagtig kendelse fra Menneskerettighedsdomstolen argumenterer for, at samfundet ikke kan acceptere bøn i undervisningen i den offentlige skole, mens det er acceptabelt, at der hænger krucifikser i italienske klasseværelser. Krucifikset er i den konkrete sammenhæng primært et historisk symbol. Demokratiets skole skal og kan ikke sikre, at elever oplæres i overensstemmelse med forældrenes religiøse og filosofiske overbevisninger. Skolen skal derimod sikre, at eleverne får en undervisning, der kan hjælpe dem til at blive borgere i et demokrati med de rettigheder og pligter, det indebærer.   

Jeg kan også følge argumentationen om radikale forskelle mellem kristendom og islam. Jesus var en religiøs forkynder, der forkastede al politisk magt og vendte den anden kind til. Mohammed derimod var også politisk og juridisk leder og krigsherre. Disse forskelle gør, at det er meget lettere at forene kristendom med et sekulært demokrati, mens islam ikke adskiller religion fra politik, siger Sørlander. Det er også et empirisk faktum, at demokratiet er udviklet og har fået styrke i vesteuropæiske, kristne lande. På samme måde et det er faktum, at demokratiet har haft og har det elendigt i lande med islamisk flertal. Ligesom det er evident, at der er muslimer i demokratiske lande, der er religiøse, før de er demokratiske borgere.

Men Sørlander bliver næsten sørenkrarupsk fundamentalistisk, når han reelt påstår, at det er umuligt at forene islam med demokrati. Det er svært. Javel. Der er lang vej igen. Javel. Og der er meget, der taler imod. Men der er ikke en kausal sammenhæng mellem islam og anti-demokrati. Ligesom der ikke er en kausal sammenhæng mellem kristendom og demokrati. Den katolske kirke har så sandelig også strittet kraftigt imod. Og det rationelt konsistente forsvinder helt i en pseudo-argumentation for religionsfrihed og mod religionslighed og påstande om, at (forståelige) følelsesmæssige reaktioner er rationelle - for eksempel mod udvikling af social boligslum med alt for mange indvandrere.

Sørlander afviser også det positive i de bevægelser mod nytolkninger og opbrud med traditioner, der er i gang blandt muslimer både i Vesten og i Mellemøsten. Det arabiske forår gør selvfølgelig ingen sekulær demokratisk sommer. Men islamistisk terror- og voldspolitik har lidt nederlag. Og der foregår vigtige diskussioner blandt muslimske intellektuelle om, hvordan man kan leve i et demokrati og samtidig være muslim. Traditioner er i opbrud.

Sørlanders position gør muslimer til ikke-borgere og skubber dem dermed ind i eller tilbage i fundamentalistiske traditioner. Åben dialog i et demokrati, hvor personer ikke kun er formelt ligeværdige, men hvor der arbejdes politisk aktivt for lige muligheder i skole og uddannelse, i boligområder, foreningsliv og på arbejdsmarkedet, vil derimod støtte bruddet med ikke-demokratisk tradition, tankegang og levevis.