En vejleder fører mange samtaler og mange slags samtaler. Vejlederens evne til refleksion og til at udvikle sin egen personlige stil på baggrund heraf er essentiel for vejlederens mulighed for at lykkes i sit job. Stof til denne refleksion får vejlederen dels gennem teoretisk input, dels gennem praksis. Denne video er stof til den daglige refleksion. Med udgangspunkt i den konstruktivistiske forståelse af at leve i det moderne samfund, nemlig at vi ikke er ens, og at vi alle konstruerer vores egen forståelse af den verden, vi lever i, og at vi fremstiller denne verden igennem vort sprog og vort samvær med andre, guider lektor Peter Plant fra Danmarks Pædagogiske Universitet seeren igennem en konstruktivistisk vejleders forberedelse og gennemførelse af en samtale. I uddrag forstås, men med tydelig linje og sammenhæng. En kvindelig vejleder fra en Odense-skole er den gennemgående vejleder til elever i en 9.-klasse. Vi følger vejlederens forberedelse til samtalen og følger en samtales udvikling fra start til slut og til en senere utraditionel opfølgning, nemlig på en gårdvagt. Herind-imellem kommenterer og fortæller Peter Plant om alternative måder at gribe vejledningen an på. Vi hører om walk and talk-vejledning, om aktiv lytning, om kortlægning/mapping og laddering, om metaforer og andre vejledningsteoretiske begreber fra den konstruktivistiske vejlederverden. Der kobles til teoretikeren
Egans model for vejledning og til uddannelsesplan og informationsindsamling med mere. Alt sammen dygtigt gjort, men også med blik for, at der kan arbejdes videre med teorien.
Videoen er god til at få gang i egne overvejelser over egen praksis, men virker sikkert allerbedst, hvis man ser den sammen med andre vejledere og diskuterer den på baggrund af gruppens erfaringsudveksling. Videoen er udarbejdet med støtte fra Undervisningsministeriet, og den vil finde vej til vejlederkurser og vejlederuddannelsen.
Videoen indledes med, at 12 elever giver udtryk for deres forventninger til den forestående samtale hos vejlederen, og den slutter med, at de samme elever og deres kammerater spørges om, hvordan det så gik. Her falder mange tankevækkende bemærkninger til vejlederen. Der tales om gode oplevelser, ny indsigt og stof til overvejelse, men også om tomgang, pjat og spild af tid. En dreng siger klædeligt om samtalen med skolevejlederen, at det kan man da godt bruge en halv times tid på. Det være hermed anbefalet. Videoen varer 36 minutter.
Den personlige vejledningssamtale
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.