Den luft andre indånder

Line Knutzon er i mine øjne en af de sjoveste og mest originale danske dramatikere. Hun slog igennem i 80'erne med 'Først bli'r man jo født', et stykke om fire sære eksistenser, der ikke rigtig kan tilpasse sig samfundet og dets normer. Stykket var og er stadig afsindigt morsomt og blev fulgt op af det lige så humoristiske 'Det er så det nye'. Med 'Den luft andre indånder' tager Line Knutzon tråden op fra disse to første stykker – vi følger til og med nogle af de samme personer, Pind og Ølse.

Disse to mennesker har levet sammen i mange år . . . dog uden at 'se hinanden' – en tilbagevendende konflikt i hendes forfatterskab. I dette stykke ender de to karakterer dog med både at opdage hinanden og at finde frem til en eller anden form for samliv. Mod slutningen lever de ikke længere 'alene sammen', som mange af hendes andre karakterer gør det. Line Knutzons stil og sprog er underfundigt og infantilt. Knutzon vender i sådan en grad tingene på hovedet, at man tvinges til at sætte spørgsmålstegn både til sig selv, sine medmennesker og omverdenen – og det er sundt.

Line Knutzons dramatik er et åbent anklageskrift mod sladderpressen, medierne generelt, familieinstitutionen og de overfyldte offentlige instanser, der tingsliggør mennesket – kort sagt næsten mod alt. Men fordi hun skriver med en sælsom blanding af oprigtig vrede og kærlighed, rammer det én og ægger til eftertanke. 'Den luft andre indånder' er desværre ikke et af hendes bedste stykker, dertil går handlingen for meget i tomgang og dialogen for meget i ring. Men har man ikke læst nogen af hendes stykker før, vil man gøre sig selv en tjeneste ved at læse dét eller nogle af hendes andre helt vidunderlige og rørende stykker – som både er morsomme og samfundskritiske.