Den gudfrygtige jæger

Dejlig skør og underholdende forestilling På scenen står to store kasser.Ved lyden af hornmusik begynder den ene kasse at bevæge sig - musikken glider over i valsetoner og den anden kasse bevæger sig også. Pludselig lyder der et geværskud og en frygtelig dyb brummen høres fra den første kasse. Det er lidt uhyggeligt! Den anden kasse åbner sig og til syne kommer en yderst barmfager og ikke just skøn kvinde. Ved hendes fod er en gøende hund og inde i radioen, der hænger på væggen bor hendes lille rapkæftede søn (en stangdukke), der altid spiller dancemusic - alle tre roller spilles af Zenia Hansen.

Ud af den brutalt brummende kasse kommer den Grusomme Jæger (Heine Ankerdal), og han er virkelig grusom, beskidt, gryntende og rasende. Han råber af konen og sønnen, slår hunden og ude i skoven skyder han alt, hvad der rør sig af kaniner, ænder og kronhjorte. Fulde svenskere fjerner han med håndgranater. Hjemme igen hvæser han "Jeg er sulten" og da den evigglade kone serverer maden bliver hun slået - uden grund. Ja det ser ikke godt ud. Men en dag jægeren er ude og skyde dyr kommer han til at ramme en engel i maven og han frygter straks Guds vrede.

Han prøver at ryste englen, mens han højlydt undskylder overfor de højere magter, men det ser slemt ud for den fine hvide engel.

Hjemme i husets kælder plejer den grove mand engelen og han mærker en sær forandring i kroppen - han har ikke lyst til at dræbe, banke konen og råbe af sønnen - ja selv hunden får kærlige strøg. Englen kommer sig og jægeren er blevet betænkningsfuld og meget venligere end man troede muligt.

Fruens Teater leverer en underholdende og velfungerende forestilling.

Scenografien er rig på små detaljer og er meget funktionel hvilket gør de groft koreograferede skift imellem skov, køkken, kælder og stue til en del af helheden. Rollerne er skønne, og begge spillere tegner deres groteske figurer med lune og indføling. Det skinner klart igennem, at skuespillerne nyder at spille forestillingen og det smitter af på store og små publikummer.

Budskabet er klart - vi indeholder alle noget godt, det skal bare findes frem, for som forestillingens slutreplik så rigtig lyder; "Lidt grusom er man vel altid!" Marie Wagner