"Den grønne hjælper" er tænkt som en opslagsbog primært til folkeskoleniveau indeholdende de mest nødvendige fokuspunkter i basisgrammatikken. Bogen er traditionelt opbygget enten med en indføring i et givent område efterfulgt af eksempler eller med præsentation af et bøjningsskema kombineret med uddybende kommentarer og tyske eksempler.
Forklaringerne til analyseeksemplerne er korte og præcise. I afsnittet om forholdsord, der styrer både akkusativ og dativ, drukner de væsentligste informationer i omfattende hjælpeforklaringer.
Afsnittet om tillægsordenes svage og stærke endelser er vanskeligt tilgængeligt, og der mangler en præsentation af nogle af de stærke endelser. En præcis teknisk indføring eller eksempler anskueliggjort ved hjælp af layout vil ofte være en større hjælp end diverse huskeregler.
Den bestemte og ubestemte artikel i skemaform bør ikke skrives med stort begyndelsesbogstav. Analysetegnene er baseret på dansk analysetradition; tilføjelse af tysk info ville være en god støtte i både den receptive og produktive sprogtilegnelse.
Bogens begrænsede omfang betyder, at forklaringerne er kortfattede. Brug af bogen med et tilfredsstillende udbytte kræver derfor et solidt forkundskab til basisgrammatikken.
Den grønne hjælper
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.