»Højtuddannede bruger dobbelt så meget tid på deres børn som lavtuddannede forældre.
Et treårigt barn med højtuddannede forældre har hørt 30 millioner flere ord end en treårig fra et lavtuddannet hjem. Og vi ved, at børns faglige resultater i ni-tiårsalderen kan henføres til, hvor meget tale de har hørt, da de var nul-tre år«.
Pisa: Social baggrund betyder lidt mindre
Det sagde Agi Csonka, direktør i Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) og formand for Rådet for Børns Læring, på en høring om social arv, da hun skulle fortælle, hvad man ved om, hvad der virker i forhold til at løfte svage elever.
Hun skyndte sig at tage forbehold for, at der naturligvis er højtuddannede, som alligevel ikke stimulerer deres børn - og lavtuddannede, som gør. Tallene er gennemsnit, sagde hun.
»Undersøgelser og tidligere forsøg har vist, at det ikke kun handler om børnenes kognitive udvikling, men i lige så høj grad om børnenes evner til selvregulering og samarbejde«, fortalte hun.
»I Danmark har vi et godt højt niveau i udgangspunktet, når det gælder lighed, men forskellene fastholdes hele vejen op gennem skolen - der sker stort set ingen ændringer. Niveauet flytter sig lidt, men ikke rigtigt«, sagde hun.
»Men vi ved faktisk meget om, hvad man skal gøre«, fortsatte hun.
I forhold til at løfte de svageste elever lyder anbefalingerne fra forskeren:
• Man bør arbejde med børns udvikling i vuggestuer og børnehaver. Det skal ikke ligne skole, men det skal ske via pædagoger, som ved meget om børns udvikling.
• Forældresamarbejdet skal ændres fra at være fortrinsvist socialt, »hvor man sidder på alt for små stole og bager kager og hygger sig«, til at man taler om, hvordan man stimulerer børn, og sørger for at lege med rim og remser.
• I skolen skal der være en skoleledelse, som stimulerer »professionelle læringsfællesskaber«, involverer sig i pædagogisk praksis, bruger mål og resultatstyring og giver lærerne indflydelse.
• Lærerne skal være gode til didaktik, have høje forventninger til eleverne og være gode til klasseledelse.
SFI har desuden selv undersøgt effekten af forskellige lærerindsatser i forhold til at løfte de fagligt svageste elever.
»De vigtigste indsater er cooperative learning, lærerstyret samarbejde, tutorer, feedback og monitorering«, fortalte Agi Csonka.
Den gode lærer og skoleleder kan gøre en forskel
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.