Det sidste strudseæg bliver glemt i panikken over tilsynekomsten af en jæger. Far og mor af sted, tjuhej, og efternøleren må hjælpe sig selv til verden. De lyserøde stænger viser sig at være noget, der hedder ben, og de lader sig med en smule øvelse styre. En påfaldende venligsindet slange udstyrer den lille struds med et par fornuftige leveregler, og så vralter han ellers ud for at lede efter sine forældre. Ikke noget ufarligt projekt på savannen.
Opslagene er godt fangede scenarier fra Afrika, holdt i matte farver. Jan Mogensen er en god tegner, men nogle af hans figurer har det med at blive noget monumentale, reliefagtige. De voksne løver minder således om noget fra Hans Scherfigs fine, gamle udklipsark.
Den sorte menneskefamilie, strudseungen møder et stykke henne i bogen, er en stor udfordring for en (hvid) tegner. Opgaven går ud på at placere sig et fornuftigt sted mellem stereotyper og politisk korrekthed. Det lykkes nogenlunde, synes jeg, selv om familien ikke kommer til at fremstå så levende, som for eksempel den (hvide) sydafrikanske forfatter og illustrator Niki Daly kan tegne sådan nogle.
Moralen er lidt Limpopo-agtig. En fiks forklaring på, hvorfor strudse løfter deres ben så højt, når de går. Den er sød, men måske lidt inkonsekvent. Det er jo netop, fordi kyllingen ikke gjorde det, at den kom til at træde på den slange, der blev dens redning.
Historien er en dannelsesrejse for fjerkræ fortalt i eventyrform. God til oplæsning for indskolingsbørnene.
Den forældreløse strudseunge
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.