Enetime Vandrefalken
Niels Andersen, Marievej 5, Fensmark, 4700 Næstved, telefon 5554 6687.
Af Eugène Ionesco. Instruktion: Leif Adolfsson. Kostumer: Susanne Pedersen. Medvirkende: Niels Andersen, Stine Pagh, Line Bruun.
Aldersgruppe: 9.-10. klasse. Varighed: 50 minutter. Pris: 6.000 kroner.
Hun er usandsynlig smuk, eleven, som skal have enetime hos Ionescos professor. Iført sorte netstrømper, bare knæ og lyserødt miniskørt driver hun med dumhed sin lærer til vanvid. Kun lejlighedsvis forstyrret af en overgearet og alt for højtråbende husholderske vikler eleven og professoren hinanden ind i et spil, som fører mod enden. Og dét jo før jo bedre, for Vandrefalkens 'Enetime' varer længere, end godt er. Det eneste, som holder modet oppe hos publikum, er tekstens sproglige finurligheder, dem lykkes det nemlig ikke helt professoren at tage livet af. Leif Adolfsson har i sin instruktion valgt at forstørre tekstens seksuelle undertoner. Et valg, som kunne have været ganske interessant. Her betyder det imidlertid, at eleven forvandles til den klassiske dumme blondine, professoren til en gammel gris og husholdersken til en seksuelt understimuleret kvinde, der i sin desperation forsøger at voldtage professoren midt på gulvet. Energi er der nok af, men desværre ikke den form for energi, som skaber godt teater. Toneleje og tempo forbliver på samme anmassende niveau hele forestillingen igennem, og dermed fortabes tekstens accelererende element. Stemmen som dramaturgisk virkemiddel underkastes de store armbevægelsers effekt, hvilket betyder, at man udelukkende efterlades med lårkorte, højtråbende billeder. Ionescos 'Enetime' kan meget mere end det!
Annette Rosendahl Clausen
Den flyvende dræber
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.