Den dramaturgiske værktøjskasse

Værktøjskassen er dejlig læsning. Man genoplever mange af de filmperler, som har beriget ens liv, mange af de bedste historier, man har læst (her må man selv hjælpe lidt til), og billedmaterialet er en guldgrube for billedfreaks. Gennemgangen af de fortælletekniske modeller er god og grundig med alle de nødvendige figurer og pile, der sætter tingene i system. Jeg tilbragte en meget hyggelig aften i selskab med bogen (et glas portvin og en pibe ville fuldende billedet, hvis jeg ellers var til den slags) og blev enig med mig selv om, at der vist var en del film, jeg burde gense. Et rart bekendtskab, som jeg bestemt vil vende tilbage til.

Så kommer vi til det pædagogiske, og her har jeg et par indvendinger. Systemer er godt, men jeg kan huske nogle elever (især en Martin), der gik vældigt op i disse sager, skrev historier og lavede film, men som på et tidspunkt kom til mig og klagede. Min læring om berettermodeller gjorde, at det var svært for dem at se for eksempel kriminalfilm, fordi de ikke kunne lade være med at finde ud af, hvem der var skurken, og så er det usmart bare at sidde med uret og så pege på den person, der dukker op cirka et kvarter inde, for ham er det så - og det tager ligesom gassen af ballonen. Systemer kan være gode at kende, men de kan spolere den spontane oplevelse.

Nårh ja, så savner jeg også lidt skriveopgaver. Det er en fremragende lærerbog, og læreren kan bruge den i undervisningen - i klip og med opgaver til analyse og produktion.