Anmelderen har en teori om, at nogle naturvidenskabelige forskere, der skal formidle deres faglige viden til andre end deres "artsfæller", fysisk får det dårligt, hvis de ikke får lov at skrive tingene ved deres rette latinske betegnelse - om ikke andet så i en parentes!
I temabogen "Den afhængige hjerne", som er udgivet i forbindelse med hjerneugen, beskriver forskellige forskere inden for neurofysiologi og -biologi forskellige former for afhængighed.
Bogen beskriver afhængighed inden for områderne rusmidler, kaffe, mad, tvangstanker, religion, sex, spil og motion, hvilket gør den anvendelig til mange formål. Det gennemgående tema i bogen er, hvordan menneskelig afhængighed, delvist eller måske helt, kan forklares ud fra processer i hjernen. Formidlingsniveauet, eller mangel på samme, er desværre det, der står tilbage, når man har læst bogen. "Den afhængige hjerne" er skrevet med henblik på gymnasiet, hf og studerende i sundhedssektoren, men vurderingen er, at det faglige ligger på et for højt niveau i forhold til denne målgruppe og ligeledes forudsætter en viden om hjernen og nervesystemet. Enkelte kapitler i bogen vidner dog om, at det godt kan lade sig gøre at skrive i et jævnt og ukompliceret sprog og stadig få de centrale pointer frem, blandt andet afsnittet om nikotin, alkohol, sex og religion. Hvis man ser bort fra tilgængeligheden, rummer bogen nogle utrolig interessante pointer, som også undervisere i folkeskolen kan have glæde af i forhold til at kunne svare på nysgerrige elevers spørgsmål eller i forhold til at forstå problemstillinger hos udsatte børn og unge. For mere information om hjernen og/eller afhængighed: Informationsbussen - rullende undervisningslokale (PsykiatriFonden), www.mindblow.dk, www.netstof.dk
Den afhængige hjerne
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.