Demokrati som styreform og som ideologi

Da jeg havde historie og samfundsfag på seminariet, var juristen Alf Ross' bog "Hvad er demokrati?" fra 1945 og teologen Hall Kocks "Hvorfor demokrati?" fra 1946 de inspirerende klassikere. Det var de stadig, da jeg mere end et kvart århundrede senere studerede på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Og selv om juristen og teologen vist ikke var så uenige, gav det god mening at bruge deres bøger i diskussionen af demokrati som styreform og/eller livsform. Den diskussion er der stadig brug for, og med Mogens Herman Hansens nye bog, "Demokrati som styreform og som ideologi", har vi fået en ny klassiker, der ikke er til at komme uden om. Det, mange andre forfattere mislykkes med, er i den grad lykkedes for Mogens Herman Hansen: På én gang at skrive til specialister og til folk uden faglige forudsætninger. Lærere, der underviser i samfundsfag i folkeskolen og på læreruddannelsen, vil slide bogen op; men alle engagerede samfundsborgere vil kunne få glæde af den. Både som samlet værk og som opslagsbog. De enkelte afsnit kan læses selvstændigt, men bogen kan med stort udbytte også læses fra ende til anden. Noteapparatet efter hvert afsnit og det afsluttende sagsregister er fortræffeligt.

Efter et indledende kapitel, "Hvad er demokrati?", følger 20 definerende og diskuterende kapitler, hvor Mogens Herman Hansen demonstrerer et stort ind- og overblik. Vi kommer fra Aristoteles til Fogh Rasmussen og George Busch, og der er bid i eksemplerne. Forfatteren problematiserer og tager stilling, men han er heller ikke bange for formuleringer som "så vidt jeg kan skønne ." og "mig bekendt .". Han rejser relevante spørgsmål, peger på dilemmaer og viser for eksempel, hvordan fremherskende liberal tænkning om demokrati ofte sidestiller begreberne "interesse" og "individ", hvordan "interesse" bliver det samme som "præference", "præference" sidestilles med "ønske", og "ønske" bliver lig med "forestillingen om personlige fordele" - med de uklarheder og problemer, det giver. Skal valgte repræsentanter bestræbe sig på at opfylde vælgernes ønsker? Eller skal de fremme det, de selv mener, der er til gavn for vælgerne, uanset om vælgerne ønsker det eller ej? spørger han - og diskuterer så konsekvenserne af forskellige svar. Montesquieus skelnen mellem lovgivende, udøvende og dømmende magtfunktioner, som alle kan rable af sig, tages under kritisk behandling. At det oprindeligt intet havde med demokrati at gøre, nævnes selvfølgelig. På Montesquieus tid var alle betydende stater monarkier, og filosoffer og statsmænd mente, at sådan ville det nok være i al fremtid. Tredelingen af magten er stadig relevant, men politikere og embedsmænd har rodet tingene slemt sammen, så fordelingen af magten på forskellige institutioner i dag ligger langt fra det oprindelige ideal. Derfor er det ikke mere hensigtsmæssigt at bruge den montesquieuske model i analyser af parlamentarisk demokrati, argumenterer Mogens Herman Hansen og sætter i stedet "den blandede forfatning", som derefter diskuteres nuanceret. På samme grundige måde behandles demokrati og menneskerettigheder: "Demokrati er en styreform, der hviler på folkesuveræniteten. Menneskerettigheder går derimod ud på at begrænse folkets suverænitet for at beskytte individet".