"Hvis nogle medlemmer af hovedstyrelsen er utilfreds med det arbejde, der finder sted i hovedstyrelsen, så må hovedstyrelsen selv ordne det i hovedstyrelsen!", sagde han til massivt bifald fra Bella Centrets kongressal.
"Det betyder, at hovedstyrelsesmedlemmer kan medvirke til at trække deres utilfredshed med hovedstyrelsen ud til kongressen som en slags domstol. Det egner kongressen sig ikke til", sagde Bjarne Ankersen.
"Hvis man er utilfreds med de politiske vilkår og det politiske arbejde i hovedstyrelsen, må man i stedet overveje at give hovedstyrelsen et mistillidsvotum", sagde han og pegede på, at det blot kræver 6190 almindelige medlemmer fordelt på mindst 20 kredse.
"Da regeringen begyndte at lovgive om arbejdsmarkedsforhold, det her med deltidsstillinger, da nedlagde lønmodtagere arbejdet for at sige til regeringen, at den skulle holde fingrene væk. Når vi i Danmarks Lærerforening er utilfreds med arbejdsgivernes mangel på samarbejde, så indkalder vi til en ekstraordinær kongres for at kritisere os selv", sagde han og konstaterede, at kongressen i bedste fald bliver et hyggeligt møde og spild af medlemmernes kontingentkroner - i værste fald
er resultatet en forening uden sammenhængskraft.
"Når vi som delegerede peger fingre af hovedstyrelsen og formanden for manglende handlekraft, er der altid mindst tre fingre, der peger bagud", sluttede han og høstede endnu mere bifald.
Underskriver på kongresindkaldelsen Gordon Ørskov Madsen, Århus Lærerforening, var ikke overrasket over meldingen, men understregede, at det for ham ikke handlede om at kritisere arbejdet i hovedstyrelsen, men om hvordan DLF fungerer som fagforening. Og det svar fik han også salens bifald for.
Delegeret: Kongressen der ikke skulle have fundet sted
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.