Dejlig pige

En lille, hvid kanin falder lige så meget i svime over den dejlige, sorte pige, som læseren gør.

Når han bliver gift – altså kaninen – vil han have en unge, der er lige så fortryllende sort som pigen. Han spørger hende til råds – og hun giver ham alle de ammestueforslag, hun kan komme i tanker om. Og kaninen følger rådene: Overhælder sig med sort blæk, drikker stærk, sort kaffe i mængder, æder sorte blommer til han trimler.

Ingenting hjælper – og pigen beder så sin mor om den rigtige forklaring: Der skal sort ophav til.

Kaninen finder sig en sort mage og får hurtigt unger en masse: hvide, brogede og sorte, så det kunne række til en hel arvelighedsside i en biologibog.

Historien er fortalt med en charmerende ømhed, og illustrationerne står ikke på nogen måde tilbage for ordene.

Man kan godt blive helt grøn af misundelse over, at latinamerikanske kunstnere – henholdsvis en brasiliansk forfatter og en venezuelansk tegner – kan drysse så megen charmerende alvor ud over børn.

Denne lille bog er den skinbarlige racepoesi for børn i forundrings- og natur/teknik-alderen.