Vorherre bevares

Er der noget, der kan dele vandene, så er det religion. Nogle steder i sådan en grad, at de ligefrem slår hinanden ihjel over det. I Danmark har vi heldigvis, indtil videre, fundet en mere modereret version af uenighed. Der er dog et tidspunkt på året, hvor visse dele af befolkningen får nervøse tics, og det er til jul.

Revl og krat

Som musiklærer skal man mildt sagt hives igennem julesangsmøllen hvert eneste år. December måned er julens, og de facto, musiklærernes måned. Det er her, vi folder vores musikalske englevinger ud, og stiller op til snart sagt alt, der kan kravle og gå af juleklippeklistredag, Lucia, afslutning og hvad ved jeg. Det er også her, at vi oplever den mere eller mindre uventede reaktion på al festivitassen.

For (næsten) alle og enhver

Flere ville nok forvente en historie fra den tosprogede afdeling, men herfra har der gennem årene sjovt nok været utroligt få protester trods den spirituelle diskrepans. Næ nej, her kommer de fleste faktisk fra de såkaldte etnisk danske kulturkristne, eller hvad det nu kaldes. Særligt når snakken falder på den årlige julegudstjeneste opstår der panik. Men det er med denne begivenhed, som det er med Kristendomskundskab i skolen: Det er formidlende, IKKE forkyndende. Jeg forstår ikke anken. Jeg kan omvendt godt forstå præsterne, der tænker sit om danskernes skødesløse forhold til kirken bortset fra til jul, men det er en helt anden historie. Julen er hjerternes fest. Syng med hjertet. Også i kirken.