Under de igangværende forhandlinger om et nyt folkeskoleforlig har flere politiske partier beklaget sig over, at der ikke har været plads til en bredere debat om visioner. Normalt under et sådant forløb kaster politikerne deres ideer ind og retter løbende ønskerne til, så de kan indgå i en helhed. Det kaldes forhandlinger og indgåelse af kompromiser.
Men Venstre-minister Ulla Tørnæs har mere eller mindre været på en bunden opgave udstukket af en økonomiaftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening.
Tidligere på året lancerede ministeren sine 'Ti skridt', hvor de fem første handler om småjusteringer, mens de fem øvrige vel i bund og grund udtrykker Venstres egen vision om skolen indeholdende faseopdeling og holddannelse, som allerede tidligere undervisningsminister Bertel Haarder gjorde sig til talsmand for i forhandlingerne om 1993-loven.
Det er jo helt i orden at spille ud med sine egne visioner, men så skal man også være åben over for at lytte til andres, for hvordan kan ministeren tro, at hun uden sværdslag kan få sine egne ideer igennem? Venstre har kørt sin vision i stilling, men de andre partier vil ikke uden videre købe den, så enkelt er det. Derfor ender forhandlingerne sikkert også med kun at komme til at indeholde småjusteringer.
Diktat er en forældet disciplin, når det gælder politisk ledelse, for levende visioner er svære at dyrke, når resultatet bestemmes af et skattestop.
Visionen, der blev væk
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.