Vision, tillid og penge – det der mangler

Så snart lærerens profession bliver defineret som en samlig opgaver, så forfejles debatten grundlæggende. Nogle sidegevinster er dog en italesættelse af nogle organisatoriske, didaktiske, faglige, kollegiale, planlægningsmæssige, professionskonstituerende osv. dimensioner der kan fremme en bevidsthed om rollen, som læreren spiller eller skal til at spille i samfundet. Men et barn er ikke en opgave! Det er da fint nok, at tale om nogle af de tjanser, som læreren varetager som opgaver, men grundlæggende er det at tale udenom, hvis man beskuer læreren eller læreren beskuer sig selv, som en der går på arbejde, for at løse en mængde opgaver. I nogle tilfælde kan man for anskueliggørelsens skyld sammenligne lærere med andre undervisere eller pædagoger, for at analysere på forskelle og ligheder mellem 'opgaverne'. Man kan gå så vidt at mase dem i kategorien; de offentligt ansatte eller arbejdere, der alle har 'opgaver'. Det er dog nødvendigt at forlige sig med tanken om at en fagprofessions selvforståelse ikke kan formuleres komplet til mennesker der står udenfor. Selv imellem blot to mennesker vil der være noget uartikulerbart. Bl.a. var det noget af den slags, som Kierkegaard beskæftigede sig med og det var noget i den dur Freud forsøgte at benævne, da han opfandt feltet det ubevidste. Selve fagprofessionenes fortolkningsmuligheder er så forskellige, at to udøvere vil være uenige om motiver eller metoder, det er blot et spørgsmål om på hvilket plan man graver på. Det siger sig selv, at denne problematik eller udfordring kun vokser sig større, når der ikke kun er tale om to mennesker, men to forskellige foreninger, der hver repræsenterer en stor flok.

Det er håbløst at være visionær på folkeskoleområdet fra lærerperspektivet. Nogle steder vækker det genklang, at frontpersonalet må høres, når deres vilkår skal ændres. Og sådan forholder det sig med den nuværende situation, lærerene skal høres i forbindelse med den nye reform. Det er jo dem der er eksperter på deres eget område. Men heri ligger flere problematikker. Dels er det en ansvarsfraskrivelse, hvis debatten forsøges fastholdt i et forandrende fremtidsperspektiv, fordi man dermed vælger at se bort fra de reelle vilkår der knytter sig til arbejdet herunder tilførslen af penge. Som politiker er det altså ikke tilstrækkeligt at sige foran rullende kameraer, at skolen skal blive bedre for at den bliver det. Og dels vidner det om manglende indlevelse i hvorledes lærerprofessionens udfyldelse af de forskellige historiske lovformelige rammer er blevet opfyldt. En helt grundlæggende fejltagelse bunder i et fundamentalt paradoks, nemlig at en hvilken som helst udlevelse af en tanke rummer sin modsætning. Bl.a. derfor ses det at forsøg på afskaffelse af bureaukrati på længere sigt kan skabe desto mere af samme.

Når rammerne for lærernes undervisning, og hvad der ellers hører sig til i skolearbejdet, forsøges stadig mere præcist defineret, så kan det bunde i forskellige tilgange. Mest ærværdigt ville det måske være, hvis granskningen af professionens arbejdsopgaver var drevet af nysgerrighed, evt. med henblik på, hvordan man selv kunne motivere sit eget barn til engageret deltagelse. Ellers hvis nysgerrigheden var baseret på en forståelse af at folkeskolen er samfundets fundamentale byggesten i en kommende udvikling af demokratiet. Men sådan ser den politiske virkelighed og den folkelige bevidsthed i generelle termer ikke ud. Hvis der findes en forståelse af en nødvendig fremtidsudvikling, så er den ofte baseret på udsagn fra spindoktores papegøjemetode; en konstant gentagelse i de gængse medier af ord som: Globalisering, krise, finans, ressurser, indgreb, konkurrence, arbejdsmarked etc. I Danmark er vi generelt set underlagt en systemteoretisk økonomisk diskurs. Det er let at forstå. Er der minus eller plus på bundlinien? Er tallet rødt eller sort? I dette perspektiv er det meget let at afgøre hvad der er rigtigt eller forkert. (er der mon i øvrigt en symbolsk sammenhæng mellem den røde bundlinie, altså et underskund på finanserne, og den røde venstrefløj?) Men børn bør ikke ses i lyset af om de er rigtige eller forkerte. Det er lærerstanden klar over, om end de lader sig måle og veje på disse præmisser, i det mindste igennem elevernes præstationer. Eksempelvis sætter man tal på børn i stedet for en sætning.

Det er klart at økonomien skal være i orden, det kan enhver myndig idiot forstå. Og nu lever vi med akut og vedvarende krisebevidsthed. Der skal skæres ned. Alle skal bidrage mere og spare mere – det er parolen i grove træk. Så langt så godt, for det er jo fint nok, hvis vores børn lærer mådehold, det er også en dyd der skal tilegnes. På globalt plan mangler der olie, mad, rent vand, beplantning, boliger, osv. Mådehold kan imødekomme fedme, forskellige afhængighedsformer, forståelse for at samtaler også handler om lytning osv. Men det er farligt at opregne alle de underlæggende parametre, der skal være i stand, førend en reel og harmonisk undervisning kan udføres. Fordi det grundlæggende ikke kan gøres komplet. Og fordi en sådan opregning har den potentielle slagside netop at gå imod sit eget ærinde. Hvis man leger med den hypotetiske virkelighed, som en systemteoretisk tænker bestandigt falder tilbage på; at vi hypostaserer alle de nødvendige inputs ind i et skema, for at udregne – de for samfundets bedste – nødvendige outputs i eksempelvis en undervisningssituation, så frafalder muligheden for kultiveringen af det uforventlige.

Det er samtidig klart for enhver, der ikke er idiot, at vi dermed i forskellige diskursive udgaver på konvulsivistisk vis må opretholde systemtænkningen. Det er disse krampetrækninger, der under påberåbelse af frihed viser sig som familiære forskansninger. Her udøves ytringsfriheden i forargelsesfællesskaber, fordi de primære behov er tilgodeset – man behøver altså ikke at tænke i kreative baner. Godt nok kalder man sin udfoldelse dette men skelner sjældent mellem kreativitet og innovation. En af de mest kreative brancher er designerne. Til optagelsesprøven skal man finde et produkt som allerede eksisterer og gøre noget nyt ved det. Det vedbliver altså at være det samme produkt. Det er innovation. Gammel vin på nye flasker. Vi har indrettet os således at det uforventlige nye er et spørgsmål om indpakning.

Det er selvindlysende at sand kreativitet indebærer stor sandsynlighed for fiasko. Hvis man skal være sikker på at indsatsen virker og resultatet bliver brugbart, så må man holde sig til det man kender og som man ved virker. Man kalder altså processer og handlinger for kreative, selvom de ikke nødvendigvis indebærer det mod og sats der skal til og altså i sidste ende ikke er kreative. Det er en selvevident virkelighedsopfattelse, som er baseret på tautologiske idiomer. Vi vil have det der virker og derfor må vi gøre mere af det der virker, men opdager dermed ikke om andet kunne have virket. Hvad man ikke ved har man ikke ondt af – og denne tilgang er betryggende. Det giver en sikkerhedsfølelse og det har vi i den grad brug, for på en klode med alt for mange langskæggede turbanbærende bombemænd – selv i vores egen baghave.

At slippe kreativiteten løs ville indebære et samfund, som er mere tillidsbaseret end kontrollerende. Tør vi virkelig det? Kan vi sige til lærerne?: Vi vil ikke engang høre jer, for vi stoler selvfølgelig på at I vil børnene det bedste og at I hver især knokler så hårdt I kan. Det ville jo, kære lærer, være spild af din tid, hvis du skal stå og forklare dig selv og dine metoder, når det er børnene du burde være sammen med – og i øvrigt også selv helst vil gøre noget for. Vi stoler på, at lærere inden for egne rækker kan løse meget og at der ved behov spørges om hjælp. Vi står til rådighed for jer ligesom I står til rådighed for vores børn og deres familier. Når I føler jer inkompetente, så sig til; fordi det omkringliggende samfund kan kvalificere med psykologer, pædagoger, rådgivere, filosoffer, konsulenter, økonomer, jurister, osv. Vi stoler på at I selv siger til og giver jer hermed frie rammer. Det gør vi bl.a. ud fra den opfattelse, at vi kender fra os selv, at man kun kan blive bedre, hvis man er rede til at gøre sig selv bedre. Vi er klar over at et for stort specifikt forventningskrav ligeså tit ender op i indolens og oprør som det modsatte – og det samfund vil vi ikke have mere af. Med vores egen kritiske bevidsthed ved vi også godt, at når vi kritiserer andre, så giver det mere konflikt end selvindsigt og udvikling. Vi arbejder på at forstå, at den forandring vi vil have og som vi klandrer jer for ikke at deltage i, det er en vi selv er bange for; derfor vil vi gerne have, at I gør det, og samtidig eller forinden lærer vores børn det.

At turde er at ville eller er det omvendt? At tænke i andre baner udelukker ikke systemtænkning. Systemer kan være nok så gavnlige. Vi skal passe på ikke at sætte for stor lid til kun systemer. Hvis vi har et styre som ikke kan stoppes, selv hvis det handler imod al sund fornuft, så er demokratiet farligt. Folkeskolen bør være det sted hvor kritisk tankegang, udfoldelse af kreativitet og forståelse for fællesskabet kultiveres samtidig med at der stilles konkrete høje krav, satses på individuelle styrker samt lader den enkelte vokse i sit eget tempo. Hvis man fokuserer ensidigt på menneskets udvikling eller at de kreative krav ikke kommer med en tilsvarende pose penge, så strømligner vi vores børn til en tilstand, hvor de ikke kan ændre kurs på samfundet. Det kræver nosser at stole på lærerne samtidig med at man giver dem det de beder om uden at stille konkrete krav. Det ville være de optimale betingelser for at børnene kan udvilke sig på deres egne præmisser. Og første skridt i retning af et for alvor andet samfund.