Virkeligheden putter sig i nuancen

I weekenden har jeg til min store glæde haft Jørn Lunds seneste klummesamling i hænderne. Dansk, dænsk, darnsk hedder den. En eller anden vil formodentlig anmelde den på folkeskolen.dk på et tidspunkt. Blot vil jeg her fremhæve ét synspunkt fra bogen: Sproget taber nuancer i forrygende fart.

Over 16 linier remses ord op, som alle nu vil kunne erstattes af ét ord. Lad mig tage et par eksempler: henrivende, udmærket, glimrende, smuk, vaks, fortryllende, sjov, sexet, veltillavet… Alle vil moderne unge kunne klare med fed/fedt. Så Jørn Lund antyder, at Johannes Ewald kunne have klaret sin vovede, ekstatiske beskrivelse af Arendse med "Arendse er fed!"

Nogle af de ord, der dør for tiden, må dø, fordi verden forandrer sig. Men andre dør, fordi vi bliver lullet ind i en kunstig virkelighed, der er båret af kapital, kontrol og kvantitet. Politikerne er med på den. Consultfirmaerne lever af den. Og medierne scorer seer- og lyttertal på den.

Forleden læste jeg Jens Smærup Sørensens erindringsbog: Jens. En fortælling. Den er udkommet på Gyldendal, men lever i øvrigt op til det, som den nye direktør Morten Hesseldahl har fået for meget af: "nordjyske noveller, som foregår i et landbrugssamfund mellem 1950 og 1960".

Jeg har læst den med en særlig fryd, fordi jeg er fra samme tid som forfatteren, og selv om jeg er fra en anden egn, så var barndom på landet i bondesamfundet ikke så forskelligartet. Jeg måtte således gøre holdt ved ordet "gummivogn", fordi det satte så mange associationer i gang. Og nu er det dødt, fordi vi ikke længere har brug for et ord, der markerer forskel fra de skramlende, metalbeslåede træhjul.

Jens Smærup har imidlertid en væsentlig pointe, som springer ud af hans skildring: Det nødvendige 68-oprør mod autoriteterne nedbrød ikke blot oppustetheden og undertrykkelsen, men også den orden, der bestod i, at man vidste, hvor man stod og havde hjemme. Denne opløsning og dens følgesvend, individualiseringen, var en fremstarkt hånd til de markedskræfter, der øjnede flere forbrugere.

Samspillet mellem 1968-oprøret og det kapitalstyrede marked er trædestenen for den instrumentalisering, styringsiver og kontrolglæde, vi ser i dag.

Dette samspil har om noget ført til et uoverskueligt tab af nuancer.

Dette tab har om noget ført til en braklægning af det mangfoldige fællesskab.

Denne braklægning gør det vanskeligt at drive perspektivrig undervisning, der på én gang har et ståsted og giver en bevægende frihed.

Et ord, der er ved at dø, er armod. Når det sker, mangler vi ord for, hvad det er, vi udvikler: Aandsdannelse (1899) blev til uddannelse (medio 1950erne) er blevet til UD (2013).

Læs jens Smærup Sørensen, som kan give en fin fornemmelse for omkostningerne ved de nødvendige autoritetsnedbrud omkring 1968 og for skabelsen af markedets destruktive overtagelse af tomrummet. Her gemmer sig for mange af os både en medskyld og en forpligtelse.

Læs Jørn Lund, som formår at sidestille faglige argumenter og litterære citater, og derved fremstår som den åndsdannede, der kan føre os til uddannelse, men også til så meget mere!

Efter at have læst hans klummer står det klart, at kompetencer er et åndsfattigt ord. Det er besværligt med nuancer, men uden går det ikke!