Virkeligheden, der tæller

De tal fra midtfirserne for andelen af elever udskilt fra normalklassen, som børne- og kulturkontorchef i KL Jonatan Schloss i forrige nummer af Folkeskolen lægger frem, har i lang tid dannet afsæt for påstanden om folkeskolens manglende rummelighed. Men hvorfor ikke række længere tilbage og dermed få et mere retvisende billede af udviklingen? Vi kan eksempelvis tage udgangspunkt i tallet fra 1975 (2,26 procent mod i dag 2,71 procent. Kilde: Undervisningsministeriet). Men så krakelerer det fremmanede billede af klassernes tiltagende mangel på rummelighed unægtelig. 97 ud af 100 elever i folkeskolen er i dag placeret i sammenholdte normalklasser. I min barndom var op imod halvdelen fra 6. klasse opefter udskilt til almen linje, og mange røg stadig ud efter syv års skolegang.

KLs vedholdende proportionsforvrængning har afsporet debatten. En ny og anderledes rummelighedsdebat må tage afsæt i spørgsmål som: Er rummeligheden forstået som evnen til at rumme forskellighed blevet større eller mindre? Hvordan har forekomsten af allehånde handicap samt den sociale og kulturelle spredning i elevgruppen udviklet sig? Hvilke muligheder for undervisningsdifferentiering er der i en klasse, hvor der befinder sig en elev, der solo lægger beslag på hele lærerens arbejdskraft? Hvordan påvirkes rummeligheden af kravene om styrket faglighed og stærkt selvstændighedskrævende arbejdsformer?

Elever, der ikke magter normalklassen, har i folkeskolelovens paragraf 3, stykke 2, et retskrav på specialundervisning. Det kan ingen kommune løbe fra under henvisning til, at den har dekreteret mere rummelighed i klasserne. Det er virkeligheden, ikke trylleformularerne, der tæller.