Vildledende kampagne

DLF's kampagne bygger på værdiladninger fra den pædagogiske skuffe, og ikke, som det hævdes, fra den pædagogiske hverdag. Det er ærgerligt og frustrerende, at foreningen tyr til nogle pædagogiske nøgleord, der snarere drejer sig om holdninger end om indhold. Det er ærgerligt for skolens slidsomme lærerkræfter, der netop sukker på tid til at udføre, ja ligefrem få lov til at undervise og derfor også behøver tid til at forberede indholdet, altså mest det indhold, der ikke har noget at gøre med tværfaglighed og undervisningsdifferentiering og læring med barnet i centrum i 25 forskellige udgaver.

Det er bekymrende for en forening, når den i den grad er ude af trit med det indhold og den faglighed, man snarere burde sætte i centrum. Det er den kendsgerning, undervisning handler om, og det behøver læreren tid til at forberede sig til. Drømmen lever stadig i DLF's øvre ikke-undervisende lag, som endnu ikke er begyndt at sætte spørgsmålstegn bag den såkaldte pædagogiske forskning, der har frembragt en så horribel påstand: 'Ingen kan lære nogen noget', så hvis bare hvert barn får sit centrum, så er det jo 'den, der arbejder, der lærer'. Og så er læreren anbragt på sidelinien i sikker konsulentposition.

Vel anbragt her er der nu plads til at give tid til det mægtige apparat uden om den nu sekundære undervisning/underviser. I dette sociale laboratorium sidder stribevis af organisatorer, som arbejder ihærdigt på at synliggøre indsatsen fra egne kontorer. Det røver tiden, men tid skal betales, og det ser ud til at være på bekostning af praktikeren i undervisningsvirksomhed. Derfor DLF! Jeg tror, det er svært at skaffe opbakning til en påstået indholdskampagne, når indhold forveksles med holdningspædagogik. Gad vidst, om man i Kommunernes Landsforening tror på den pædagogiske tågesnak.

Torben Thomsen

Aars