Vi skal ikke tilbage til fordommen om, at idræt er et ‘vi spiller bare bold-fag’

Skoleåret er begyndt med en ny virkelighed for idrætsfaget: Intet krav om kompetencedækning i indskolingen, færre timer på overbygningen og et farvel til afgangsprøven. Det er en realitet, vi som idrætslærere ikke kan ændre her og nu. Vi kan vælge at begræde udviklingen og lægge armene over kors. Men vi kan også gribe muligheden for at gentænke faget.

Når vi ikke længere har en afgangsprøve, har vi til gengæld frihed til at fokusere på det, der giver værdi for eleverne: Trivsel, fællesskab og personlig udvikling. Det kan vi gøre ved at arbejde mere temabaseret, projektorienteret og tværfagligt.

Et eksempel kunne være et forløb med samfundsfag, hvor eleverne arbejder med temaet fællesskab og deltagelse. I idræt afprøver de forskellige bevægelsesaktiviteter fra forskellige kulturer og diskuterer, hvordan idræt kan inkludere, men også ekskludere forskellige grupper. Samtidig undersøger de i samfundsfag, hvordan sociale og økonomiske faktorer påvirker unges muligheder for at deltage i foreningsidræt og fritidsaktiviteter. Måske besøger de endda lokale foreninger og bliver klogere på, hvad der former deres eget idrætsliv.

Sådanne forløb kan gøre idrætsfaget til mere end noget med fysisk aktivitet. Det bliver også til en platform for elevernes livsduelighed. Og det er vigtigt, for med idrætsfagets nye virkelighed er der en reel risiko for, at det mister sin faglighed og bliver reduceret til et vi-spiller-bare-lidt-bold-fag. Det var det, der tidligere var fordommen om idræt, og som var en af årsagerne til, at der blev indført en afgangsprøve i faget.

Idræt er også et dannelsesfag

Idræt skal derfor fortsat være et fag, hvor eleverne lærer med hele kroppen, gennem varierede bevægelsesformer, samarbejde og refleksion. Det har vi idrætslærere et ansvar for, og vi skal insistere på, at faget har værdi i sig selv.

Idræt har nemlig en vigtig del af skolens dannelsesopgave, fordi det giver eleverne mulighed for at erfare og forstå sig selv og andre gennem kropslige oplevelser. Gennem idræt arbejder de med at håndtere succes og nederlag, de lærer ar tage ansvar i fællesskabet og respektere forskellighed.  Alt sammen kompetencer, der rækker langt ud over gymnastiksalen.

Hvis vi reducerer idræt til et aktivitetsfag med boldspilsdiskurs, frygter jeg, at idrætslærernes faglige kompetencer ikke bliver brugt eller udviklet. Det må vi ikke acceptere. Derfor skal vi idrætslærere insistere på, at idrætsfaget har en tydelig faglig profil.

Vi skal turde mene, at faget er mere end bevægelse – det er dannelse. Vi skal turde mene, at eleverne skal lære om kroppen, om samarbejde, om grænser og muligheder. Og vi skal turde mene, at lærerne skal have frihed til at undervise med kvalitet og ikke bare være facilitatorer af aktiviteter.

I arbejdsgruppen for de kommende fagplaner arbejder vi med netop dette: At styrke fagets relevans og kvalitet uden en prøve. Vi ønsker faglige rammer, der giver lærerne frihed og eleverne en stemme. Vi ønsker et fag, hvor alsidighed og kropslig dannelse er i centrum og hvor bevægelse ikke reduceres til en ensporet diskurs, men åbner for op for elevernes identitet, kreativitet og samarbejdsevner.

Den nye tid kræver mod og nytænkning. Men det er også en chance for at vise, at idrætsfaget stadig har en vigtig rolle i skolen.