Vi har glemt at fortælle vores børn, at de fleste dage er mellem­dage

Min søn hadede at gå på efterskole. I hvert fald i starten. Han brød sig ikke om maden. Der skete for meget. Han havde hjemve og havde svært ved at dele værelse med andre. Telefonen ringede konstant med et klart budskab til os forældre: ”Jeg vil hjem.”

Hvis jeg skal være ærlig, så havde jeg lyst til at hente ham. Min mand og jeg lå vågne om natten med voksende bekymringer. Gjorde vi det rigtige? Pressede vi ham for meget? Ødelagde vi ham? Flere sagde til mig: ”Du skal lytte til ham. Tag ham hjem.”

Så en dag skrev jeg til moren til hans værelseskammerat, at nu tog jeg min søn hjem. Men så svarede hun noget, jeg aldrig har glemt: ”Jeg har sagt til min søn, at det her ikke bliver det bedste år i hans liv. Det bliver heller ikke det værste. Det bliver bare et år.”

Jeg kan huske, at jeg læste sætningen flere gange. Jeg sænkede mine skuldre og var lettet over at opdage, at en andens barn heller ikke havde det nemt, og at hun også var bekymret for sin søn. Vi kunne være i samme båd med vores tvivl.

Forklædte erfaringer

Da jeg fortalte min søn om beskeden, svarede han: ”Nå ja. Det er jo bare et år.” Og så blev han. I dag er der gået flere år, og for nyligt sagde han til sin søster: ”Det var godt, jeg blev der.” Men da han stod midt i det, kunne han ikke se det, og vi kunne heller ikke se det. Da var det bare svært.

Måske er det netop det, vi forældre nogle gange glemmer. At ikke alt det svære er farligt. At ikke al modstand skal fjernes. At nogle af de vigtigste erfaringer i livet kommer forklædt som noget, vi helst ville være fri for.

Jeg siger ikke, at børn skal blive i noget, der er skadeligt. Men jeg tænker nogle gange, om vi er blevet så bange for, at vores børn skal have det svært, at vi kommer til at fjerne noget af det, de faktisk vokser af.

For dannelse handler ikke kun om at finde sig selv. Det handler også om at finde de andre. Om at være en del af et fællesskab. Om at opdage, at verden ikke altid indretter sig efter os, og man efter noget svært finder ud af, at man kan mere, end man tror.

Et mellemagtigt liv

Jeg har gemt beskeden fra moren, så jeg nogle gange kan tage den frem. Ikke kun når jeg tænker på mine børn. Også når mit eget liv gør ondt. For livet er sjældent det bedste. Og heldigvis heller ikke det værste. Det meste af livet er bare sådan mellemagtigt.

Måske gælder det også for vores skolebørn. Vi er blevet så optagede af trivsel, at vi er kommet til at glemme, at livet også består af modstand. Vi ønsker jo alt det bedste for dem.

Problemet er bare, at det ikke altid den bedste dag i skolen. Eller den bedste lejrskole. Eller den bedste sidemakker. Men det bliver heller ikke altid den værste. Nogle gange bliver det bare en mellem skoledag, en mellem lejrskole eller en mellem sidemakker. Men mellem er måske det, vi skal værdsætte.

Så i stedet for at ønske det bedste for vores børn, burde vi nogle gange ønske os mere mellem for dem. Det er nemlig i mellemdagene, vi lever. Det er der, vi lærer. Det er der, vi bliver til dem, vi er.