Vi fløj meget på den byggelegeplads

Da jeg var barn, gik jeg som så mange andre i folkeskolen. De første seks år var ingen dans på roser. Jeg kedede mig, havde brug for noget andet. Levede og åndede for fodbolden, som jeg troede skulle blive min redning. Det var nok ikke sådan, jeg tænkte dengang, men det var fodbolden, jeg ville og ikke andet.

Mine forældre var ikke helt enige i den for mig så unge og naive forestilling om, hvad jeg skulle beskæftige mig med i resten af mit liv. Det kan jeg ikke takke dem nok for i dag. På trods af at intet kom bare i nærheden af fodbolden, insisterede mine forældre på, at skolen var vigtig. Vigtigere end noget andet. Skolen skulle jeg, og med tiden har jeg fundet ud af, at skolen nok er for livet på en eller anden måde.

Jeg overlevede de første seks år i folkeskolen. En folkeskole, der på mange måder var som folkeskoler var flest. Folkeskolen var ikke skyld i, at jeg ville alt andet. Jeg var bare ikke parat, og jeg tror ikke, at nogen kunne have gjort noget anderledes. Der var jo så meget andet, jeg kunne end at boge den. Jeg holdt ud ikke mindst takket mine forældre, der påtog sig det voksne ansvar at vise mig, at der var noget, man skulle og noget, man kunne. Jeg skulle med tiden lære 'at skulle' og 'at kunne' er to sider af samme sag.

Jeg fik hjælp af den byggelegeplads, jeg gik på. Det var sådan et sted – som ordet siger – et sted, hvor man kunne bygge. Og vi byggede og byggede. Sæbekassebiler (jo mere outreret, den så ud, des stærkere kørte den selvfølgelig), huse (med virkeligt træ og virkelige søm) og sandslotte. Vi byggede også relationer. Relationer på tværs af køn, på tværs af alder, på tværs af kunnen og på tværs af sociale forskelle. Der var en mangfoldighed på den byggelegeplads, jeg den dag i dag glædes over at have været en del af, og samtidig rummer den også en længsel om en svunden tid, hvor børn fik lov til at udvikle sig frit og blev mange erfaringer rigere.

Når jeg ankom på byggelegepladsen med mine kammerater, var det altid med et formål om at skulle et eller andet. Tit og ofte var det byggeriet, der var i centrum. Vi fik udleveret en hammer, søm og fik at vide, at vi skulle passe på. Når man er ti år gammel, passer man sindssygt meget på. Det gjorde vi også. Og ligegyldigt hvor meget, vi passede på, gik det nogen gange galt. Et søm igennem hånden. Det skete. Der var stor ståhej, og alle sejl blev sat ind for at redde situationen. Pædagogerne kom løbende, vi, der stadig havde vores hænder og fingre intakt, gjorde alt, vi kunne, for at forsvare, hvorfor det overhovedet kunne ske.

På trods af hændelsen fik vi lov til at fortsætte vores byggeri med formaninger om, at vi skulle passe på. Og når man er ti år gammel passer man sindssygt meget på. Vi blev ikke begrænset af uheldet, blev ikke gjort til skyldig part i et sømmeligt uheld, men blev beriget af tilliden til, at vi selvfølgelig kunne håndtere både søm, hammer og hinanden. Hver dag havde sine byggerier, sine udfordringer og en iboende tro på, at det var vigtigt at få lov til at udvikle sig, som man nu gør, når man får lov. Om aftenen kunne vi fortælle vores forældre om vores byggeri, om hvor fantastisk et byggeri, det var. Og kunne vi krydre vores selvgjorte banke brædder og plader sammen med det uheld, der var med til at bekræfte byggeriets sværhedsgrad, gjorde det os lykkelige, glade og gav os lyst til endnu mere byggeri dagen efter – uheld eller ej.

Denne iboende tro på, at vi som små nysgerrige væsner kunne udvikle hinanden og os selv gennem disse konstruktioner, gjorde min tid på byggelegepladsen til en oase, hvor fra jeg kunne slippe for alt det boglige. Og troen på os kom prompte.

Dagen efter at vores byggeven havde været på skadestuen, fået trukket søm ud (altså ud af hånden) kom han på byggelegepladsen sammen med os andre. Vi havde forinden spurgt til, hvad der var sket på skadestuen, hvad hans forældre havde sagt, om de var sure, om han havde fået ekstra god mad om aftenen, blevet passe på og fået lov til at være længe oppe. Alt det formelle var sådan set overstået, da vi ankom. Det bedste ved det var, at vi den dag ville bygge tag på et meget lavt selvbygget hus. Vi var dog i tvivl, om det var muligt, men pædagogerne gjorde det let for os. Vores ven, hvis hånd var viklet fuldstændigt ind i bandager med en skulder, der var øm efter endnu en stivkrampevaccination fik at vide, at han bestemt ikke kunne være med, hvis ikke han blev beskyttet med snavs, så i stedet for at blive begrænset af gårsdagens hændelse, hjalp pædagogerne ham med at vikle hånden ind, så bandagen, såret og hånden kunne klare de værste angreb fra både splinter og jord. Det var tydeligt, at pædagogerne også mente, at når man er ti år, passer man sindssygt meget på.

Den frihed under ansvar dannede mig som menneske, for jeg så forskellen og pludselig kunne jeg forstå, at skolen indeholdt den samme idé. Tamme fugle længes, vilde fugle flyver, og vi fløj på den byggelegeplads, og for det meste landede vi sikkert. Hvor er den tid henne? Hvor er den iboende tro på, at mennesket (og samfundet) udvikler sig bedst, når det får lov til at flyve – velvidende, at det kan gå galt, men at det for det meste går godt?

Der er sikkert mange grunde til, at den tid er forstummet, men jeg ved, at den vej, Danmark er på vej mod nu, handler om alt andet end at flyve. Den handler om at begrænse, kontrollere og stigmatisere grupper i vores samfund. Havde byggelegepladsen haft det grundsyn, ville vi aldrig have fået bygget noget som helst og heller aldrig fundet ud af, at vi lykkedes som mennesker.

Jeg længes efter sådan en byggelegeplads, og måske er det tid til at finde hammer og søm frem igen og vise, hvad vi kan for os selv, for hinanden og for Danmark.