Vi er generation præstation

Så gjorde jeg det igen. 7! Ja, det er bare et sølle tal, I know. Men jeg er ung i generation præstation, og her bliver 7-tallet ikke accepteret på samme måde som 10- og 12-tallet.

Det er en generation, der er bygget på pres, forventninger og hårdt arbejde. Vi skal helst have en plan for vores fremtid, for ellers er vi uambitiøse. Men for pokker, hvem står som 15-årig og har en to do-liste over vejen til succes? Vi skal bestræbe os på det bedste, men hvordan finder vi ud af, hvad det bedste er, hvis vi ikke må fejle?

»Det skal nok gå, et 7-tal er fint«, yes right. Det er sjovt, at de siger det, når vi udmærket godt ved, at de ikke mener det. Vi er ikke dumme, voksne. Vi er klar over, hvad I forventer af fremtidens voksne, af os. Det er ikke ligesom i gamle dage, da børn var objekter. Der skulle man ses, men ikke høres. Nu skal vi høres, og allerhelst skal det, de voksne hører fra os, være det rigtige. Vi bliver målt og vejet i hoved og røv, desværre så meget, at mistrivsel og usikkerhed fylder en masse hos os elever.

Det er ikke alle mine afleveringer, mine forældre ser. Ikke fordi jeg er flov over min karakter, men når et 7-tal ikke rigtig kan bruges, hvorfor så gemme det? Så denne aflevering lider samme skæbne og ryger direkte i skraldespanden sammen med de andre 7-talsafleveringer.

Men er det mig selv, der er problemet? Er unge i dag generelt bare for hårde ved sig selv? Måske, men det er under alle omstændigheder den ældre generation, der har påvirket vores syn på os selv og vores præstation. Vi er nemlig vores forældres trofæ, som skal vises frem for andre, allerhelst som et pragteksemplar med gode karakterer i rygsækken.

Så nu tror jeg, at jeg vil give 12-trinsskalaen en kæmpe fuckfinger og bruge mit sidste år i folkeren på at acceptere et 7-tal. 7 er en flot karakter, og den skaber ikke grundlaget for, hvilke værdier jeg har, og hvem jeg er som person. Mit liv skal ikke bygges på tal og resultater.