Veteranlærere

Veteranlærertræffet 1997 blev holdt i Loen i Norges nordlige sørland – et pragtfuldt sted – 100 kilometer fra Atlanterhavet – midt mellem Norges fjelde i 'bunden' af en fjordarm. Sneen lyste hvidt og dannede kontrast til den frodige, blomstrende dal, skovens grønne tæppe strakte sig op til sneen og dannede en ret skarp, lige grænse imellem sne og skov i en bestemt højde.

Vi var rejst op til 'det kolde nord', troede vi, men varmen overraskede os. Selv vinden, der faldt ned fra bjergene, var lun, selv om man skulle have troet noget andet. Og så er der lyset – ja, lyset skifter hele tiden og dermed også de sneklædte bjergtoppe – fra lyserødt i aftensolen til kridende hvidt i middagstimen – og gråt, når skyer eller gus fra havet for en kort stund driver hen over dem. Også skove og græsmarker skifter nuance i det skiftende lys – alt i alt et betagende syn.

Bjergenes højde og storhed virker stærkt på sindet, det er vel ikke for meget at sige, at 'man bliver bjergtaget'! Her forstår man teksten i Bjørnstjerne Bjørnsons sang 'Ud vil jeg ud', men for os, der snart igen skal herfra, bliver det et betagende minde og efterfølges let af ønsket om at komme tilbage.

'Indeklemt'? – nej! – men vi er jo sletternes sønner, så kan man fortænke os i også at længes efter de store vidder?

Buschaufførerne fortjener ros for deres behagelige kørsel rundt til de programlagte steder: kunstmuseum – naturmuseum – klosterruin og selvfølgelig en bræ, for det hører sig til, når man er midt mellem Norges fjelde. Men hvorfor se naturen på museum, når den er lige udenfor, både 'fjeld og li og fjord' – og navnlig bræ, hvor vi fik alt for lidt tid til det betagende syn. Lidt lokalhistorie og en gudstjeneste var også med i programmet.

Det var på mange måder en rigtig god oplevelse. Dog var mange skuffede over, at vi ikke, som vi plejer, sluttede festligt og højtideligt med afslutningssangen 'Sku' gammel venskab rent forgå'.

Jeg synes, det er synd, at der ikke er plads til flere, for jeg tror, der er mange flere, der kunne få glæde af en så opløftende og berigende oplevelse, som et veteranlærertræf (lig med nordisk pensionistlærertræf) plejer at være.

Tage Andersen-Mølgaard

Vodskov