Verdensmål, børnerettigheder og oplyste indskolingstoiletter

Vi vil gerne have noget mere lys ved toiletterne, for vi kan ikke lide at gå på wc, når der er så skummelt. Sådan sagde eleverne i børnehaveklassen på deres UNICEF Rettighedsskole, da rettighedsrådet spurgte til, hvordan man kunne gøre skolen mere tryg. Og se, den problematik med de skumle toiletter var der faktisk ingen af de voksne, der havde tænkt over.

"Det er sådan noget, der giver mening, når man taler om rettighedsskoler," siger Sofie Østergaard, der er UNICEF Børnerettighedsambassadør. "Når der så sker noget, når der bliver lyttet, og der kommer bedre lysforhold, ja, så vokser børnene ½ meter."

"Det, at børnene kender deres rettigheder på en skole og kan bruger dem, er enormt vigtigt og bekræftende, for det giver eleverne stolthed over den skole, de er med til at skabe," konkluderer Sofie Østergaard på en samtale, der ellers har taget sit udgangspunkt i UNICEFs vedensomspændende arbejde.

UNICEFS børne- og ungechef, Anne Mette Friis, har inviteret Sofie til at fortælle om sit hverv som UNICEF Ambassadør. "Jeg sagde ja, da jeg blev opfordret. Næsten uden betænkningstid! Ja, jeg følte mig beæret. Jeg havde jo hørt, at UNICEF er en kæmpe, der går forrest i kampen for at forbedre børns levevilkår. Og dette er til fulde blevet bekræftet efter at jeg har fået indblik i det, der gøres rundt om i verden - på steder, hvor ingen andre når ud."

Og så tilføjer Sofie, at det har givet en helt ny dimension til rollen som ambassadør, at hun selv er blevet mor. "Det betyder noget herhjemme, men når vi rejser ud, må jeg slå mor-følelsen fra, for ellers kan jeg slet ikke magte det, jeg ser."

Sofie har deltaget i rejser, som er blevet til undervisningsmaterialer: to bøger om børns rettigheder og liv i Madagaskar og i Myanmar. Og om kort tid går rejsen til Rwanda.

Læs om disse og andre bøger, som kan downloades, på: https://www.unicef.dk/boern-skole/bestil-gratis-skolemateriale/

På spørgsmålet om, hvad det er, man møder, når man kommer ud til nogle af verdens fattigste lande, svarer Sofie, at det er svært at se børn, der kun har det allermest nødvendige eller måske ikke engang det. "Men mit syn på, hvad der er godt, er også blevet ændret. Jeg ser seje børn, børn med en stærk vilje, børn med drømme og håb. Og selv om de lever i miljøer, der er helt anderledes en vores, så kan vi også godt lære noget af dem. Fx det nærvær, der er i familien; de laver mad sammen, fisker sammen."

Men det er vigtigt, at de hører om børns rettigheder. Vi må fortælle dem det, ligesom vi må fortælle om det til danske børn. "For hvis vi voksne ikke fortæller børnene om deres rettigheder, så ved de jo ikke, at de har dem. Men når de ved det, så gør det diskussionen om, hvordan det burde være, overflødig. Så kan man tage fat på sammen at løse problemerne."

Det bliver også agendaen for den næste rejse til Rwanda, hvor synsvinklen er bredere end børns rettigheder; nu skal vi se på, hvordan vi får opfyldt FNs verdensmål.

"Når man hører om Rwandas nyere historie, så skærer det i hjertet. Men det forlyder, at de i forhold til verdensmålene på nogle måder er nået længere end os. Det bliver interessant at opleve, og det bliver vigtigt at få formidlet i det undervisningsmateriale, der kommer ud af besøget," lyder udgangsreplikken.

Sofie Østergaard må have en pause, inden hun og Anne Mette Friis skal have endnu en interviewrunde. Men hvor er det inspirerende at lytte til en indsjæl, der har lært ubesværet at udtale hele ordet BØRNERETTIGHEDSAMBASSADØR. For det er, hvad hun er - både når det handler om at oplyse om børns livsvilkår i den store verden, og når det handler om, at danske børn skal kende deres rettigheder.

Noget tyder i øvrigt på, at UNICEF Rettighedsskolerne er ved at få en velfortjent status. Lige før samtalen, som her er refereret, gik i gang, fik jeg at vide, at en ejendomsmægler anfører som salgsargument, at et hus ligger tæt ved en rettighedsskole. Måske kan man her ikke se havet, men man vil lytte til børnene.

Og de ser tit noget, som vi voksne ikke opdager, at de mangler.