Verdensborgeren

Dannelse handlede mellem 1814 og 2006 om, at vi skulle blive et folk af »ordentlige og redelige« mennesker. Vil vi fortsat have et dannelsesperspektiv på folkeskolens arbejde, må svaret i det 21. århundrede være verdensborgeren.

Uanset Christine Antorinis bagatellisering af ændringen af folkeskolens formålsparagraf i 2006 er grundlaget her, at uddannelse har markedsværdi. Derfor bliver målet i folkeskolens arbejde nu at nå verdensklasse, mens talen om såvel demokrati som verdensborgerskab forstummer.

Ove Kaj Pedersen har således ret (Folkeskolen nummer 19): Retningen skiftede i 2006, og derfor kan Bertel Haarder udmærket være manden bag personlighedsbegrebet i netop 1993-lovens kontekst og samtidig stå bag, at ordet blev fjernet i den nye kontekst.

Retningsskiftet forstærker imidlertid faldet i »gode og retskafne« unge, der ønske at blive uddannet til det job, der burde være blandt landets højest værdsatte. I stedet for en folkeskole med dannelsesperspektiv risikerer vi inden for lovens rammer at få særskoler for børn, der enten glemte at vælge deres forældre med omhu eller blot ikke er til sorte tegn på hvidt papir. Inden for den nye lovs rammer arbejdes der allerede på at oprette eliteskoler eller eliteklasser for de børn, der på en IQ-skala, oprindeligt udtænkt til militært brug, ligger over 130.

Børneskolens fremtid i Danmark ligner således sundhedsvæsenets nutid: Spørg ikke, hvad du kan gøre for fællesskabet. Spørg din arbejdsgiver, om han vil forsikre dig og dine børn, så I kan købe en god skolegang. Det skal nok fremme ligheden!

Kan vi i det spørgsmål mon sætte vor lid til andre partier end Det Radikale Venstre? I al fald åbenbart ikke Socialdemokraterne.