Verdens ottende vidunder

Hvad skulle vi dog gøre, hvis vi ikke havde ”We are the champions”, ”We will rock you”, eller det famøse guitarriff fra ”Seven nation army” under fodboldkampen. Det ville i hvert fald være en tam omgang uden de samlende strofer til at sætte kulør på tilværelsen og fællesskabet. Musik med dens evne til at snige sig ind stort set alle steder gør den vitterligt til spidskandidat til titlen: verdens ottende vidunder.

Når det usynlige bliver håndgribeligt

Følgende oplevelse er et lysende eksempel på musikkens demokratiske og uspolerede omgang med verden: Vi har at gøre med en dreng der, i de fem år han har haft musik, stort set kun har udvist mentalt fravær grænsende til det ikke eksisterende. Noget der bare skal ses igennem fingre med, da det ellers kan få den mest hårdføre til at gå op i en spids i bar afmagt og frustration.

Nå, men han får en tamburin i hånden og skal lige finde formen og rytmen og vupti, så er den der. Hans figur er ikke den idiotsikrede et-og-tre men den mere udfordrende to-og-fire, der tit og ofte kan forvirre fjenden med sine off-beat tendenser. Men ikke nok med det. På vejen ud af musiklokalet på vej til pustepause tager han lige et smut forbi keyboardet og spiller basgangen til sangen ud af det blå, nærmest lidt nonchalant. Den havde jeg ikke set komme og så alligevel. Musikalsk intelligens bevæger sig i et sjovt parallelunivers, og det er førnævnte vel et godt billede på.

Den lange ende

Da klassen senere går til frokost, gør jeg det da også klart overfor ham, at det han havde gang i, var noget ganske særligt. Hans succesoplevelser hænger sikkert ikke på træerne, men det var nu ikke ment som en trøstepræmie. Han havde vitterlig fat i den lange ende. Forhåbentlig kan han finde modet til at holde fast i den.