Verden går i stå - læreren fortsætter

Du husker nok, hvor du var den 11. september. Medierne har fortalt, at vi vil komme til at huske, hvad vi lavede, da vi hørte om terrorhandlingerne i New York.

Men hvad lavede du i skolen dagen efter? Der blev talt om emnet i frikvartererne, i skolegården, på lærerværelset og i klasserne. Over hele verden blev der talt om begivenhederne.

Men hvordan forløb din undervisning?

Eleverne kalder på de voksnes svar. Svar på spørgsmål, som man umuligt kan svare klart på. Svar, som ikke kan give børnene en fornemmelse af at have fået svar på samme måde som matematikerens løsning på en opgave. Hvorfor er der nogen, der vil dræbe andre? Hvorfor er der nogen, der vil slå sig selv ihjel. Bliver der krig?

Ordet terror betyder rædsel eller frygt, og frygten har netop den virkning, at vi enten bliver meget stumme - eller meget talende. Det sidste er som regel en overspringshandling. Og talen handler sjældent direkte om frygtens egentlige grund, for endnu har ingen taget ansvaret. Frygten har altså ingen egentlig genstand og er derfor at ligne med den angst, Søren Kierkegaard kalder angst for intet.

Den fokusløse formidling, som medierne præsterer, når de rapporterer direkte fra begivenhedernes gang, er også et udtryk for usikkerhed. Alt vises - uselekteret. Ved at se på folk, der dør, kommer vi selv døden et skridt nærmere.

Behovet for at tale om begivenheden er stort. Hos børn såvel som hos lærere. Men på et tidspunkt begynder samtalen at gå i ring eller i stå. Og da læreren ikke kan svare på en del af spørgsmålene, er det fristende, efter en kortere 'terapeutisk snak', at genoptage den planlagte undervisning med et gjaldende: Hvor kom vi til?

Og således fortsætter læreren sin undervisning i dansk, tysk, idræt. For hvad skulle man ellers gøre? Verden går videre, og vi skal jo nå pensum.

Men hvorfor er det, at læreren ikke lægger sin autoritet til side og omdanner klasserummet til et undersøgelsesrum. Lad eleverne gå på biblioteket. Lad dem finde oplysninger om terrorens historie. USA's historie. Om Nato, om Afghanistan. Om RAF, om Islam, om...

Lad eleverne arbejde med at finde kvalificerede svar på de spørgsmål, de stiller. Her har vi et engagement, der er dybtfølt, handler om den virkelige verden, er aktuelt og har vidtrækkende perspektiver. Hvorfor afbryder man ikke sit forløb og griber nuet?

Svaret er enkelt: Det er umådeligt svært for læreren at slippe styringen. At træde til side som vidensautoritet på området. Undskyldningen er nærliggende: Man ved ikke nok om emnet til at kunne undervise i det. Men min pointe er, at det skal man egentlig heller ikke. Man skal vide, hvordan man organiserer en undervisning, der lader eleverne gå på jagt efter svar på de spørgsmål, de selv stiller.

Hvis skolebiblioteket ikke har bøgerne, så køb en stak aviser, lad eleverne forholde sig kritisk til medierne, optag Tv-Avisen og lav en retorisk analyse af en af Bush's taler.

Men overlad ikke medierne rollen som underviser.

John Larsen

Svendborg

Forkortet af redaktionen