Verbalvold slukker lyset

Folkeskolen giver spalteplads til mere og mere vold udført af verbale voldsmænd i et vakuum, hvor lyset er ved at brænde ud, fordi indholdet forsvinder i retoriske øvelser, som den ny skolelov i øvrigt gør det.

Der er voldelige Vagn Madsen fra Brønderslev og crusaderen Niels Christian Christensen fra Hjørring, hvor førstnævnte er én lang kliché i bevidstløse billeddannelser om ideologiske mørkemænd, og sidstnævntes satellitsprog er konstrueret til glæde for sprogets egne mangfoldige muligheder, en slags sproglig senpubertet, der ofte lukker sig om sig selv. - Og så har begge endda mere ret, end de har uret.

Ytringsfriheden er ubegrænset og bliver erstatning for virkelig fysisk vold over for de ansvarlige pædagogiske teoretikere, der har bragt folkeskolens lærere i fortvivlelse, fordi skrivebordspædagogikken har narret lovgiverne til at tro, at der er dækning i praktisk handling i forhold til markante afsnit i den nye skolelov. Det er der ikke, og det bliver der aldrig.

Volden er altså påført underviserne, hvor nogle få udøver verbal modstand, som nu og da også har været konkretiseret pædagogisk modsvar. Problemet med modsvar er, at toneangivende pædagogik er en religiøs trossag, der ikke lader sig anfægte endsige føler sig forpligtet over for de praktiske udøvere, der jo bare mangler at fåøje på de nypædagogiske åndfuldheder.

Teori og praksis over for hinanden. Vagn og Christian med flere er praktikerne, som hverken er særligt teorifjendske eller afstumpede i pædagogisk praksis, så hvor længe tør systemet blive ved med at ignorere trætheden i lærergruppen, fordi intet indhold er ved at slukke lyset for os.

Torben Thomsen

Aars