Venstre uden for pædagogisk rækkevidde

Det er pinligt, at Venstres uddannelsesordfører påstår, at DLF med flere har haft rig mulighed for at indgå i dialog og diskutere påstanden om skoleforligets lyksaligheder med videre. Det er vist ukendt for Tina Nedergaard, at forudsætningen for at kunne indgå i dialog er, at de involverede parter reelt søger samtalen. Det bør være sagligt begrundede modsætninger, der er årsagen til, at man ikke fandt hinanden. Ikke kun taktiske påstande om, at den ene part ved bedre, fordi man kan tælle til 90 i Folketingssalen.

Der er vist ikke folkeskolekyndig sagkundskab, der kan understøtte forligets lyksaligheder. Kun ideologiske trosfæller. Det anser jeg for at være et yderst problematisk fremtidsperspektiv for folkeskolen.

Vi ser arrogancen skinne igennem, da Tinas interesse bunder i tvangstanker, hvor centrale kundskabssøgende styringsmekanismer foretrækkes. Var sigtet at styrke fagligheden i folkeskolen, ville langt flere have været med i samtalen, men det har aldrig været Venstres ønske. Venstre ved, hvor de har dig - med sig eller imod sig. Lemminger er at foretrække som partisoldater og forligsparter. Denne autoritære form forklarer den voldsomme kritik, Venstre udsættes for, da de ikke ønsker brede skolepolitiske drøftelser, men blot 90 mandater ved hjælp af en inhuman indvandrerpolitik og ældrecheck i medgift.

Søgte man at styrke fagligheden, kunne man som første skridt sikre, at børnene får det timetal i fagene, de har krav på i den nuværende lovgivning, og så ellers starte en konstruktiv dialog med det sigte at nå et bredt forlig.

Grav grøfter i vejsiden. Ikke på tværs af vejen. Det er så upraktisk.