Værdigrundlag

At hver skole nu skal bruge tid og ulejlighed med udformningen af noget, som man har kaldt for skolens værdigrundlag, må da stå som et af folkeskolens utallige sygdomstegn.

For selv efter folkeskoleforliget, foranlediget af folkeskolelovens totale uanvendelighed, og som prætenderede, men aldrig rigtigt nåede en opstramning af noget så foragteligt som faglige mål, skal skolerne bruge tid og energi på at gøre lovgivernes arbejde, nemlig udarbejdelsen af nævnte værdigrundlag.

Så langt er det officielle Danmark kommet ud i sin lallende ligegladhed med sit eget uddannelsesniveau, at man overlader det til hver enkelt skole at hitte ud af og dermed også påtage sig ansvaret for, hvad den egentlig vil med sin virksomhed, hvilket man så efterfølgende kan underholde forældrene med på møder. Og som man så også kan bruge til interne evalueringsøvelser. Dette sidste er nu nok ganske risikofrit. For skolen sørger da forhåbentlig for at indrette sit værdigrundlag efter skolens praktiserede hverdag, hvorved evalueringen altid vil falde heldigt ud, og hvorfor den altså er ganske overflødig. Medmindre man finder en fra hverdagen spændende afveksling i at udfordre sig selv med noget fremmedartet og udfordrende. For sådan kan man jo også få tiden til at gå. Pinligt bliver det først, når man finder ud af at formulere værdigrundlaget i strid med folkeskolelovens fordummelseshensigt. Hvis for eksempel man som et smukt værdigrundlag vælger at arbejde hen mod nogle for børn og undervisning hensigtsmæssige og givtige elevdifferentierende holddannelser, der altså ikke, som det tillades i forliget, bare ender i ren korterevarende udvandethed, der for alt i verden ikke må bygge på elevernes intellektuelle forudsætninger. I så fald bliver man vist nødt til at kassere grundlaget og gå i gang med et nyt, som skolen måske slet ikke selv tror på. Men man kan jo altid skrive i værdigrundlaget, hvad skolen anser for den største værdi for undervisningen, og hvorfor det altså alligevel ikke er så værdifuldt at efterstræbe. Forældrene må vel gerne kunne se, at det, skolen anser for værdifuldt, er underkendt af mondænitetens tidsrigtige forgabelse i fællesskaber, sociale forståelser, tryghed, formningen af demokratiske og hele mennesker og alt det andet, der burde være afledte funktioner af den fagcentrerede vidensformidling. Men helt kan man ikke frigøre sig fra den tanke, at pligten til at udarbejde de rigtige værdiers værdigrundlag er magthavernes geniale måde at diciplinere lærerne på og forpligte dem i den sande tro på, at faglig viden ikke er det vigtigste her i livet.

Vagn Madsen

Brønderslev