V for verdensklasse

Man kan næppe beskylde Beethoven for at være et “one hit wonder”. Hans hitparade i folkedybet tæller, blandt andre, Måneskinssonaten, Für Elise, afslutningskoret i hans niende symfoni# og ikke mindst den femte symfoni, “Skæbnesymfonien”. Lidt ligesom med Mozart er det måske ikke alle, der lige på stående fod kan identificere komponisten på navnet alene. Men når først det legendariske åbningsmotiv fra femte slås an, er der næppe den person i verden, der ikke kan nikke genkendende til det. Hos den almindelige lytter er der en tendens til at kategorisere “klassisk musik” som noget gammelt og kedeligt, men så er der åbenbart klassikerne, der får lov at transcendere denne tørre genrebetegnelse. Ikke at forskellen er synderlig stor, men noget rammer umiddelbart mere plet end andet.

Altoverskyggende

Problemet med Beethovens femte er netop, at dens indledende fem takter har formået at tage så meget af opmærksomheden fra resten af værket, at man kommer til at glemme, at der faktisk er mere til denne symfoni end blot det verdensberømte da-da-da-daaa. Modsat Mozart, fra hvis pen alt flød som skidt fra en spædekalv, kæmpede Beethoven lidt mere for sine ideer. Men det havde bestemt også sin styrke. Måske var det netop denne kamp der gjorde, at det lykkedes Beethoven at skubbe den velafprøvede wienerklassik ind i romantikken. Han havde før flirtet med tanken, men i hans femte symfoni er der en luftighed og transparens, der virker ekstremt nuanceret og gennemtænkt, hvor den rene wienerklassiske symfoni godt kan blive lidt formaliseret.

I musiklokalet

Skulle man spille én symfoni for en skoleklasse, kunne det godt være denne. Alene med åbningen kan man sælge sand i Sahara, og så er den ligesom solgt for resten af forløbet. Sats efter sats bliver man ført gennem et overflødighedshorn af dybt inspirerede motiver og temaer, og instrumenteringen er intet mindre end eventyrlig. Særligt det sidste element er flødeskum for øreganen, som den sene Kim Schumacher ville have sagt det. Det kræver måske lidt indføring at sidde stykkets fire satser ud. Symfonien varer på den gode side af tredive minutter, men man kan også, uden at tage noget fra helheden, spille det en sats af gangen, endda i uddrag. Beethovens femte er et decideret “four-hit-wonder” -– lige til at spise: morgen, middag, og aften.

https://youtu.be/olMPeiqoiic