Uvidenhedens triumf

Med udtryk som Jeopardyviden og quizviden prøver nogen, i en tid hvor der er kræfter i gang med at forsøge en ildeset højnelse af uddannelsesniveauet i Danmark, at understrege det ideologisk betingede had til den parate faglige viden. Paratviden, viden, der i sin parathed opbygger vort kulturgrundlag, bør vi fortsætte med at afsky. Og folkeskolen bør fortsætte med at vægte en tilstræbt vidensløs kulturløshed. For tiden rumler det nemlig fælt i politiske kredse med tanker om genindførelse af karaktergivning i nogle fag, der for et kvart århundrede siden blev tømt for faglighed og parkeret som musiske/kreative stedbørn uden karaktergivning. Og pludselig opdager man, at eleverne skam selv ønsker karakterer i historie, biologi og geografi, hvilket man nok ikke skal agte så meget på. Der var jo en lige så bred elevopbakning bag ophævelsen af karaktergivningen i 75, hvor forestillingen om, at al uddannelse bedst afvikledes under uforpligtende, søvngængeragtige fællesskabsseancer, opstod i kølvandet på nogle grasserende studentertosserier. Tre fag, der i et kvart århundrede har været ramt af en uddannelsesnedbrydende modedille, er nu ved at blive taget til nåde igen. Men processen er smertelig. Nu hedder det pludselig, at historieundervisningen i hele det nævnte tidsrum har været sjoflet af skolerne. For politikerne vil sandelig ikke påtage sig ansvaret for sjoflingen. Det ansvar må skolerne som de sande sagesløse skam bære. De tre fag er af skolerne blevet brugt som udfyldningsmateriale, når fagplanlægningen skulle gå op. Ja, men det har politikerne, der har skamredet fagene i lovgivningen, da selv bedt om. En skandaløs, men ikke ukendt politikeradfærd er der her tale om. Og nu ømmer Skole og Samfund sig også, som man har for vane, når forbed-ringer på undervisningsområdet er i sigte. Formanden Thomas Damkjær Petersen frygter for, at idræt og de musiske fag sjofles, når de tre nævnte fag, som han åbenbart aldrig har frygtet for, tages ind i varmen. Nå, men nu er karaktergivningen altså heller ikke indført endnu. Det kan meget vel ende med, at det hele havner i nogle for folkeskolen helt malplacerede projektopgaver. En projektopgave i historie for folkeskoleelever, der som en videnstom omgang afskrivninger fra diverse historiebøger med opbygningen af spektakulære planchemateriale og hele den tyrkiske musik skal danne grundlag for en bedømmelse af historieviden. Sådan undgår man endnu en gang at rette op på folkeskolen. Og sådan fejrer uvidenhed endnu en gang triumfer.

Vagn Madsen

Brønderslev